ASAP Ferg
ASAP Ferg har, især takket være sin tunge, minimalt rappede undergrundshit ’Work’, etableret sig som den mest lovende ASAP-rapper efter Rocky. Nu dukker ’Work’ op som remix på Fergs albumdebut, men det tunge flow fra originalen er erstattet med en skinger, hektisk stil, der minder om B-Real fra Cypress Hill eller tidlig Eminem.
Og sådan fortsætter Ferg faktisk: Hans stemme løber i zigzag over albummets kolde, trap-lænende produktioner, så det til tider minder om Nicki Minajs flerstemmige vokaltics. Men når Ferg sætter farten ned, leder hans karakteristiske buldren mest af alt tankerne hen på Biggie. Og faktisk er produktionerne heller ikke langt fra det dystre, episke lydbillede fra nævntes ’Life After Death’.
Læs også: ASAP Mob udsender nyt gruppealbum
Teksterne ændrer sig i takt med Fergs flows. Der er et exceptionelt aggressivt nummer med Waka Flocka, der lyder som Wakas ’Flockaveli’, mens Ferg et andet sted rapper »I feel pain for my bro ’cause his dad died / my daddy gone too my nigga, that’s life«. I det hele taget er ’Trap Lord’ tungere og mere dyster, end man forventer af et medlem fra det flamboyante, stilfikserede ASAP-kollektiv.
En anden forskel er, at Ferg fuldstændig fylder de katedralstore beats, mens ASAP-lederen Rocky havde problemer med at omsætte sin tågede mixtapelyd til albumformat. Ferg synger, gnægger og tordner, mens hans dybe, ekkofyldte ad-libs konstant runger i baggrunden. Det er et mærkeligt og måske overambitiøst udtryk, Ferg har udviklet, men det er også et udtryk, der rummer flere ideer i ét nummer, end mange rappere har på et album.