»A message from Yasiin Bey«, er det eneste, der er at finde på Kanye Wests website i skrivende stund. Bey (bedst kendt under sit tidligere alias Mos Def) har overtaget sitet for at levere dagens dårlige nyheder: Han trækker sig fra musikindustrien og Hollywood– effective immediately.
Helt ’immediately’ lader det dog ikke til at være alligevel. Bey forsikrer nemlig sine fans om, at der er et sidste album på vej senere på året – »and that’s that«. Forhåbentlig får nyheden dermed heller ingen indflydelse på hans kommende koncerter, der blandt andet tager ham til Vega i København den 3. marts.
Nyheden blev leveret som en del af noget, der tilsyneladende er en telefonbesked til Kanye West under titlen ’No more Parties in S.A.’. Titlen referer naturligvis til Kanyes seneste Kendrick-samarbejde ’No More Parties in L.A.’, dog med den lille krølle, at Bey har byttet englenes hood ud med sit Sydafrika, hvor han og familien har boet de seneste år.
Sydafrika-referencen uddybes i rapperens lille freestyle-forklaring, der kredser om hans nylige arrest og udvisning fra Sydafrika, idet han tilsyneladende skulle have forsøgt at forlade landet med et ulovligt pas – eller nærmere betegnet et forældet turist-visum. Bey indikerer i sin freestyle-rant, at der har været en form for politisk motivation bag udvisningen, som nu kører sin gang i retssystemet.
Hør Yasiin Beys besked herunder: