Guldregn er lidt af en dansk supergruppe. Med medlemmer fra blandt andre Dig & Mig, The Floor is Made of Lava og Diefenbach er det danske talent-potpourri nu klar med ‘Sydvest for Stenbroen’ – en hyldest til byens Sydhavn.
Singlen brænder af ungdommelig uskyld et sted imellem en langstrukken landevej og naiv 80-nostalgi, og det står tydeligt frem, at Guldregn samler det bedste fra førnævnte danske bands.
Forsanger Andrea Aagaard udtaler om nummeret:
»I store træk handler ‘Sydvest for Stenbroen’ om kærlighed til sin hjemstavn. Om frygten for at miste det, man kender allerbedst. Den handler nemlig mere specifikt om Sydhavnen, hvor jeg kommer fra. Som barn i starten af 90’erne bugte jeg, sammen med mange andre sydhavnere, flere år på at protestere og demonstrere mod Øresundsbroen. En togbane, som var planlagt til, at skulle gå igennem ‘Haverne’, hvor jeg er vokset op«.
Guldregn giver koncert til Vegas Udvalgte den 29. januar.