I sidste uge måtte vi sige farvel til popikonet Prince. Samtidig siger kalenderen april, mens sneen stadig drysser over det danske forår, og pludselig virker klassikeren ‘Sometimes It Snows in April’ sært passende. Sneen må også have ramt New York, da Jimmy Fallon i gårsdagens Late Show havde D’Angelo forbi, der hyldede den afdøde musiker med en tårevædet udgave af ‘Parade’-balladen.
Scenen var naturligvis badet i lilla lys under den sørgmodige anledning, hvor D’Angelo havde indtaget klaveret på egen hånd. Med på kor var skuespilleren Maya Rudolph og jazzsangerinden Gretchen Lieberum, der tilsammen har spillet Prince-covers under aliaset Princess. I slutningen synger D’Angelo desuden lyrikken: »I often dream of heaven / I know that Prince is there«.
Efter de sidste pianotoner havde klinget ud, udtrykte trommeslager Questlove fra husbandet The Roots sin taknemmelighed til hele Late Show-teamet for den fine afsked. Se hans tweet forneden.
i wanna thank @FallonTonight staff for letting that happen. us fans are hurting because we didn’t have a “goodbye” or a chance to mourn.
— Questlove Gomez (@questlove) 27. april 2016
Læs også: Nekrolog: Prince havde en personlighed, der var et rumvæsen værdigt