Prince fundet død 57 år gammel

Prince fundet død 57 år gammel

Prince Rogers Nelson er fundet død på sin bopæl i Minnesota. Han blev kun 57 år gammel. Den sørgelige begivenhed er netop blevet bekræftet af Associated Press og Princes pressesekretær, der i en officiel meddelelse skriver:

»Det er med dyb sorg, jeg bekræfter, at den legendariske, ikoniske kunstner, Prince Rogers Nelsen, er død på sin Paisley Park-residens denne morgen i en alder af 57 år«.

Både kriminalkorps og medicinere var til stede for at foretage en indgående undersøgelse af hændelse og dødsårsag, men intet er endnu blevet officielt bekræftet. Dog kunne dødsårsagen meget oplagt tænkes at have at gøre med den influenza, der var skyld i, at Prince for seks dage siden på en flyvetur hjem fra Atlanta måtte nødlande i Illinois for at komme på hospitalet. Han var dog allerede koncertklar den efterfølgende aften, så om sygdommen skulle være en del af selve dødsårsagen er endnu uvist.

Prince nåede trods sit alt for tidlige farvel at sætte musik i verden i godt fire årtier. Alt i alt fordelt over hele 39 album (senest sidste års surprise-album ‘HITNRUN Phase Two’) og 104 singler – heriblandt en perlerække af spraglede, vidt spændende hits som ‘Sign o’ The Times’, ‘Little Red Corvette’, ‘When Doves Cry’, ‘Kiss’ – og naturligvis den udødelige ‘Purple Rain’.

Det tragiske dødsfald sker blot tre måneder efter, at vi måtte tage afsked med David Bowie – en anden legendarisk, flamboyant musikinnovatør. 2016 er i sandhed et sørgeligt år for musikken.

Læs også: Questlove, Lorde, Madonna, Missy Elliott, Justin Timberlake reagerer på Princes død: »Det her kan ikke være sandt«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af