For lidt over tre måneder siden døde en musikalsk pionerskikkelse om hvem ordet ’geni’ for en gangs skyld giver god mening: David Bowie. For 34 minutter siden – i skrivende stund – blev det endeligt konfirmeret, at en anden musikalsk pionerskikkelse om hvem det samme luftige begreb giver ligeså god mening: Prince er død i sit hjem i Paisley Park, i hjemstaten Minnesota, 57 år gammel.
Hvad Bowie var for 70’ernes rockscene, var Prince omtrent for 80’ernes popscene: En fuldkommen definerende artist og performer, hvis output i årtiet, han definerede, har en slidstyrke og en spændvidde, som tåler sammenligning ikke bare med Bowies 70’ere, men også med Beatles’ 60’ere.
Hvor kollegaen og konkurrenten Michael Jackson med ’Thriller’ og ’Bad’ blæste verden omkuld i to strengt definerede (over)doser, så var Prince en konstant tilstedeværelse, en umådeligt produktiv skaberkraft igennem hele årtiet.
Der findes talrige legender om utallige optagelser, der ligger og samler støv bag lås og slå i Paisley Park. Nu vides det ikke, om Prince på et tidspunkt har formuleret en form for kreativt testamente, og om hans nærmeste derfor har en klar idé om, hvad der skal ske med al den musik, som den lilla prins – og vi taler trods alt om en mand, der ikke gik af vejen for at udgive tredobbelte album – har holdt for sig selv, men hvis der gives grønt lys, kan man allerede nu spå om, at en hel industri kan skyde op baseret på hans skrinlagte produktion.
At lige netop Prince var genstand for den form for mytologisering, hænger naturligt sammen med den almindeligt vedtagne sandhed, at han var en musikalsk ener, der bedre end nogen anden syntetiserede rock, pop, funk, r’n’b og soul, men også om, at han – ikke ulig Michael Jackson – havde en udstråling, en personlighed og et temperament, der gav indtryk af at være et rumvæsen værdigt.
Prince – den måske eneste heteroseksuelle superstjerne, der kunne slippe af sted med en så tvetydig eller bare åbensindet seksuel aura, som den han udtrykte på blandt andet ’I Would Die 4U’ og ’If I Was Your Girlfriend’ – var et enigma: En krukket mandsling, hvis vægt næppe sneg sig op over de 55 kg på noget tidspunkt i karrieren, og hvis sans for stil(forvirring) var lige så betagende, som den var udtryk for excentrisk egensindighed. For pokker da: Bare tag et kig på coveret til ’Lovesexy’-albummet fra 1988: Prince som en fuldbragt syntese af mand og kvinde.
Prince er en af de få musikere, om hvem man med rette kan sige, at han var en genre i sig selv. Han var en komplet musikalsk begavelse, der kunne spille ethvert tænkeligt instrument (han spillede angiveligt som blot 19-årig samtlige 27 instrumenter på debutalbummet, ’For You’, fra 1978). Han var en bjergtagende dygtig guitarist, og hans vokal var tilsvarende unik: Han kunne ubesværet glide frem og tilbage mellem falset og baryton. Han brugte sit register på nærmest flamboyant vis, men det var som om, hans stemmes gymnastiske spring passede til musikken, netop fordi denne var så innovativ og larger than life, som det var tilfældet. Den naturstridige vokalakrobatik var forankret i en erkendelse af, at den rent faktisk var den eneste logiske respons på hans musikalske fortræffeligheder.
Prince leverede funkinspireret minimalisme på stildannende album som ’Dirty Mind’ (1980), ’Controversy’ (1981) og ’1999’ (1982), tre album, der for enhver anden samtidig kunstner havde udgjort definitive hovedværker. Men Prince fortsatte bare: Han blev superstjerne med det storsælgende soundtrack til ’Purple Rain’ (1984). Der findes næppe et menneske med fornuften i behold, der foretrækker filmen (hvor Prince giver den som motorcykelkørende og lillaklædt superstjerne-in-spe) frem for musikken, der præsenterede en flerlaget udgave af Prince, der nu ikke længere var sit eget enmandsband, men spillede under navnet ’Prince and The Revolution’.
Han blev aldrig nogen stor filmstjerne (endsige skuespiller), men han var ikke færdig med at skubbe til grænserne for sin egen skabertrangs intergalaktiske formåen: Med barokpop-møder-soul-og-jazz-og-chanson (!)-mesterværket ’Parade’ (1986) – inklusive hans måske mest evigtgyldige festbasker, ’Kiss’ – og siden dobbeltalbummet ’Sign ’O’ the Times’ (1987) – hvor han sang om religion, stofmisbrug, fattigdom og vold – skabte han to hovedværker. Især sidstnævnte vil blive stående som et af de mest vidtfavnende, socialt engagerede, politisk bevidste og eksistentielt dybdesonderende popalbum fra et årti, hvor det ellers ikke skortede på eviggrønne popperler på albumfronten.
90’erne var knapt så nådige mod Prince, som røg ud i en ødelæggende strid med sit pladeselskab; en overgang skrev han ’Slave’ på den ene kind, når han viste sig offentligt. Fra og med 1992 udgav han (mærkbart svagere) album under ’love symbol’-tegnet eller som ’The Artist Formerly Known As Prince’. Men niveauet og fornyelsestrangen havde allerede været dalende på ’Graffiti Bridge’ fra 1990.
Det føltes lidt som om, Prince havde indgået en eller anden faustisk pagt med en ukendt guddom, der gav ham råderetten over en fuldstændig hjerneblæst kreativitet, idérigdom og sangskatkiste, men altså kun i ét årti. Da midnatsklokkerne kimede, og 1990 var en realitet, blev det aldrig igen helt det samme. Sporadiske hits blev det til – ’Get Off’, ’Sexy MF’ og ’The Most Beautiful Girl in the World’ – men essentielle var de ikke.
Den prægtige slutsang på ’Parade’ hedder ’Sometimes It Snows in April’. Så sent som i går var der en bekendt, der henviste til sangen, da vi diskuterede udsigterne til sne, slud og uvejr i weekenden. Nok er jeg – og sikkert mange andre – trætte indtil døden af den tilsyneladende uopslidelige vinter, men snevejr i årets sidste aprilweekend – få dage efter Princes frygteligt utidige bortgang – vil nu være alligevel være en passende elegi for en af populærmusikkens mest kreative begavelser nogensinde.
Skulle det alligevel ikke blive til sne, så vil en hel verden af fans sikkert sørge over tabet af en sand legende ved at græde et ocean af tårer.
Læs også: Ikonet Prince: Seks sider af den lilla eminence, vi vil savne helt vildt