I 2015 rykkede vi for alvor ind på Trailerpark Festival ved at lægge navn til vores helt egen Soundvenue Stage, som præsenterede et vidtfavnende program over festivalens tre dage i slutningen af juli.
I år gentager vi successen og kan i dag afsløre to helt friske bookinger til Trailerpark Festival, som begge kommer til at spille på Soundvenue Stage.
Det drejer sig først om det sommervarme og popglade soul-kollektiv M.I.L.K. med Emil Wilk i front, som vi i starten af året spåede en lovende fremtid. Gruppen er da også lige blevet annonceret til årets Roskilde Festival. Herudover får Soundvenue Stage også besøg af samarbejdet mellem Lydmor og Bon Homme (Tomas Høffding fra WhoMadeWhos soloprojekt).
Scenen bliver også betrådt af de tre Soundvenue-favoritter Jamaika, Gents og Chinah, som alle blev annonceret, da Trailerpark i slutningen af februar skød årets program i gang med de første otte navne.
Trailerpark Festival indtager Copenhagen Skatepark på Enghavevej 28.-30. juli, og er et godt tip: I dag er det sidste dag, hvis du vil købe en Early Bird-billet til festivalen med rabat – her får man alle tre dage for 450 kroner.
Læs også: Gents: Her er fem popsange, vi har det vildt over lige nu