Canadiske Jessy Lanza har skruet op for både bpm og klubpotentiale
»Jeg blev besat af tropiske planter. Jeg er overbevist om, at luftkvaliteten i vores hus dræbte os langsomt. Det lyder måske skørt, men planterne har gjort en kæmpe forskel«, har Jessy Lanza udtalt forud for sit andet album.
Udsagnet kan læses som lettere skizofrent, men kommer til sin ret som sindbillede på ’Oh No’, der med sine repeterende strukturer, programmerede hi-hat-shuffles og inciterende italo-bas ville forekomme hermetisk, hvis ikke det var fordi, det tætpakkede lydbillede flere steder bliver brudt af baleariske klangflader i form af solskins-synths og andre tropiske indslag. Tematikken slås allerede an på første nummer ’New Ogi’ – ogi er nemlig det japanske navn på den ikoniske vifte, man kender fra diverse klichéfyldte fremstillinger af Fjernøsten.
Hvor canadieren ellers tidligere har gjort sig i mere minimalistiske og afdæmpede electro-produktioner, er der her skruet op for både bpm og klubpotentiale, hvilket ikke mindst skyldes produktionsfællesskabet med Junior Boys. Både dette album og Junior Boys’ seneste af slagsen, ’Big Black Coat’ fra februar, har eksplicitte referencer til Yellow Magic Orchestra, det japanske svar på Kraftwerk.
Der er derfor også en risiko for, at trofaste Lanza-fans bliver en anelse skuffede, men i et marked, hvor det efterhånden vrimler med elektroniske r’n’b-sangerinder er det svært at se, hvad den 30-årige canadier skulle bibringe, selv om hun var en af subgenrens innovatorer. Med det sagt, så klæder det opskruede tempo faktisk hendes vokal. For det meste i hvert fald.
Et eksempel er titelnummeret, der tager prisen for albummets bedste nummer. Med sit synkoperede trommespor og sine simple synths placerer det sig et sted mellem go-go og garage house bundet sammen af Lanzas luftige og legesyge vokal. Så er der ’Going Somewhere’, som har noget af den samme insisterende elegance som Lanzas samarbejde med Caribou på ’Second Chance’ fra dennes 2015-album, ’Our Love’ – blot med den forskel, at de sylespidse synths her er udskiftet med syntetisk postdisco-bas.
Anderledes uopfindsomt bliver det på førstesinglen ’It Means I Love You’ og efterfølgeren ’Vivica’, som efterstræber (og i et vist omfang efteraber) den electroclashede æstetik, et pladeselskab som PC Music og artister som Uffie, QT og Sophie har perfektioneret.
Kort sagt:
’Oh No’ viser måske ikke en ny side af Jessy Lanza, men putter om ikke andet den canadiske sangerindes vokal i nye omgivelser i form af mere klubbede produktioner, og det klæder hende faktisk – for det meste. Når det fungerer, tilbyder hendes luftige vokal en brise i det tillukkede lydbillede, mens det andre steder blot bliver til unødig efterabning af tidstypiske tendenser.