Distortion ifølge Drux fra Droz Daily Steezin: »Jeg har set rigtig mange tage den nemme vej«

Distortion ifølge Drux fra Droz Daily Steezin: »Jeg har set rigtig mange tage den nemme vej«
Foto: Frederik Gram/Soundvenue.

Han har holdt et utal af Distortion-fester, hvilket indtil videre kulminerede med sidste års gadefest foran Børsen med Skepta som hovednavn. Her taler blogger, fest- og koncertarrangør m.m., Danijel Drux fra Droz Daily Steezin, ud om sit forhold til festivalen – tips og tricks til håbefulde arrangører, minder og selvfølgelig tankerne bag årets tre Droz-fester under Distortion: På Vesterbro, i Pumpehuset og på Ø’en.

Sidste år holdt I en af Distortions største fester fredag eftermiddag på Børsen med Skepta – hvordan fik I stablet det arrangement på benene?
»Sidste år takkede vi faktisk nej til at holde Distortion-fest, for vi følte ikke, at de steder, vi fik tildelt, ramte ambitionerne for den slags fest, Droz Daily Steezin gerne vil stable på benene. Så gik der to uger, og de ringede og sagde, at Folketinget havde booket Distortion til at fejre 100 års stemmeret for kvinder, så de ville gerne have os til lave noget i Indre By. De ville have os til at lave et fedt street party ved Børsen, og der slog vi til – vi vil altid gerne lave noget, der er anderledes, og det her var en tilpas atypisk location.

Vi tænkte straks, at vi skulle skyde efter stjernerne. Hvis vi ikke kunne ramme, ville vi altid få et eller andet ud af det. Skepta var den første, vi tænkte på. Når du skal lave en Distortion-scene er budgettet nul kroner til booking, det er en kæmpe underskudsforretning generelt, så hvordan får man lige fat i en kunstner af en kaliber som Skepta? Yung Lean havde lige aflyst Distortion Club, så Distortion finansierede, at Skepta skulle spille dér om onsdagen i stedet, og så var han klog nok til at blive og chille torsdag og spille på Børsen fredag. På den måde faldt det hele i hak«.

Photo-by-Samy-Khabthani-8
Skepta til sidste års Distortion-fest. Foto: Samy Khabthani.

På hvilke måder er Distortion en god platform til at holde den slags fester, I står for?
»Først og fremmest er energiniveauet bare vildt til Distortion. Folk kommer ud på gaden og har en meget åben tilgang. Jeg tror da, at mange har en eller anden drøm om at holde en kæmpe gadefest det sted, hvor man bare har sin hverdag normalt. Det skaber en helt speciel atmosfære, at det overhovedet er muligt at stable en fest på benene i Københavns gader på det her niveau. Jeg har aldrig set det i den her størrelsesorden nogen andre steder i verden, hvor gader bliver lukket ned, og man fyrer op for vilde gæster til at spille til en gadefest, og så endda gratis.

Det, Distortion især kan, er, at kulisserne er så anderledes. Det er ikke bare et koncertsted, men du kan rende rundt og få serveret et hav af scener på et lille areal, hvor du kan opdage nye acts og se kæmpe navne, der lige pludselig står og spiller surprise-koncerter. Der er bare en rowdyness over det, og så synes jeg, det er fedt, at det foregår så tidligt på dagen, og folk alligevel er helt klar på at fyre den af«.

Hvorfor tror du, de her store navne er klar på at spille til en gratis DDS-gadefest i København?
»Skepta var lige ved at blowe up, da vi fik fat i ham. Det vidste de godt i hans camp, så at tage til København og spille for 10.000 mennesker, hvor hele segmentet er hiphopfans, er jo et smart move rent pr-mæssigt. Sådan en som L.O.C, som vi har haft tidligere, er en ven, og jeg tror da helt sikkert, at han synes, det er fedt at spille et atypisk sted, hvor folk er så dedikerede. Vores målgruppe er jo de her mennesker, som virkelig brænder for hiphop, og som nogle gange er hurtigere til at opdage ny musik, end vi selv er på bloggen. De streamer utroligt meget musik, men nogle af dem kunne aldrig finde på at betale for en koncertbillet. Det er en ret interessant målgruppe, så der er god pr-værdi i at komme og spille til den her slags ting, hvor der kommer måske 15-20.000 mennesker«.

9
Danijel Drux. Foto: Frederik Gram/Soundvenue.

Hvad synes du generelt, Distortion bidrager med til den københavnske festscene?
»Jeg har sindssygt meget respekt for Distortion. De står for noget helt unikt, sørger for alle bevillinger, at få spærret vejene af, og at der bliver ryddet op efter os. Det skal man virkelig sætte pris på. Jeg ser ikke bare mig selv som en streethost, men som en samarbejdspartner med Distortion, og det er også derfor, det er virkelig fedt, at de giver en lille blog som Droz Daily Steezin chancen for at holde den største fest på Vesterbro om torsdagen.

Derfor skal man også huske at købe gadearmbånd og støtte op om efterfesterne. Ellers bliver festerne på Nørrebro og Vesterbro ikke en realitet i fremtiden. Distortion er så vild en turistindustri for København, at det bare ikke må lukke ned. Da vi havde Skepta her sidste år, rendte han rundt på Vesterbro om torsdagen, helt paf – han synes, det var noget af det vildeste, han nogensinde havde set!«

Hvad er opskriften på den perfekte Distortion-fest for dig?
»Det er ikke altid størrelsen på scenen, der afgør, om noget er fedt. Jeg har set mange store scener, som jeg ikke synes har fungeret så godt. En god cocktail er fede surprise-gæster, som ikke behøver at være kæmpe stjerner, men bare nogle friske navne. Det skal gerne være en blanding af både live-koncerter og dj’s, der spiller en blanding af, hvad folk kender, men som også kan undervise folk i noget nyt. Det er vigtigt at have en god host, for ellers kan det godt blive tørt – man har brug for at hype publikum mellem de forskellige acts.

Det vigtigste råd er dog nok, at du har styr på din produktion. God lyd er alfa omega. Mange hopper bare ind i det uden at vide særlig meget om lydproduktion og vil bare gerne lave det så billigt som muligt, men det er så vigtigt, at man går op i sit show. God lyd, lidt konfetti, lidt røg. Sørg også for at lave en god tidsplan. Du skal ikke have en kunstner til at stå og spille en hel time, men lav power-sets, så folk ikke keder sig. Jeg har haft god succes med at have rigtig mange artister på og få dj’s– vi har bl.a. altid den største gæsteliste til Distortion. Sidste år havde vi ca. 150 på den. Det bliver de ikke så glade for inde på kontoret!«

Photo-by-Samy-Khabthani-65
Drux crowdsurfer under sidste års Distortion-fest. Foto: Samy Khabthani.

I år hoster I den største scene på Sønder Boulevard, men har ikke annonceret nogle navne på forhånd. Hvordan kan det være?
»Grunden til, vi har lavet surprise-lineup, er, at vi gerne vil ændre måden, folk går til koncert på. Jeg har holdt rigtig mange shows her på det seneste, hvor jeg bliver ærgerlig over, at folk altid spørger, hvornår hovednavnet går på. Jeg har jo lagt masser af kræfter i at booke fede warmup-navne og bygge et show op, så hvorfor ikke komme fra start og få mest mulig ud af showet?

Til Distortion vil jeg gerne skabe en ny tilgang, hvor folk er der fra start og oplever alt det, vi har stablet på benene. Jeg synes, at folk herhjemme er lidt for hurtige til ikke at kunne lide musik, bare fordi de ikke kender det endnu. Så at lave et helt surprise-set tvinger folk til at være der fra start, for ellers ved man ikke, hvad man kommer til at opleve. Folk skal være der fra kl. 16.00-22.00, så de ikke går glip af deres yndlingsartist eller et vildt fedt nyt navn, de ikke kender endnu.

På den måde er Distortion den perfekte platform til at overraske. Der er pakket med mennesker uanset tidspunktet, og uden at lyde kæphøj har vi efterhånden bygget et lille navn op omkring vores scene, så folk er klar på, at der kommer til at ske noget fedt. Så det er nu, det her skal afprøves. Jeg tror ikke, at nogen i Danmark har lavet en scene før, hvor alle er surprise«.

Kan du løfte lidt af sløret for, hvad der kommer til at ske?
»Vi har lavet sådan en prikkeleg inde på Facebook-eventet, så hvis man er dygtig nok, kan man måske læse sig til, hvem artisterne er. Men jeg kan sige så meget, at der kommer en gruppe, der kommer til at få folk til at spærre øjnene op. Folk ved ikke, hvad der venter dem!

Når Distortion er færdig, ved I præcis, hvem jeg snakker om – det bliver rigtig weird, og jeg er lidt nervøs for, hvad der kommer til at ske, men det er også en del af spændingen. Herudover kommer der fem udenlandske artister. Én fra Sverige, to fra Norge og to fra England. Vi er ret stolte over at have fået flere internationale artister hertil, når det nu er en gratis scene.

Desuden bliver scenen udformet som en catwalk, en lang og smal scene midt i det hele, så artisterne kommer til at være omringet af publikum, hvor der kun er en meter fra hegnet til scenen. Det er ikke i Distortions ånd at have en stor scene, hvor artisten er adskilt fra publikum, synes jeg. Vi kommer til at lave meget mere action i den på den her måde«.

13
Danijel Drux. Foto: Frederik Gram/Soundvenue.

Du har nævnt, at du ikke gider at lave det samme år efter år. Hvad gør man for at toppe sidste års fest?
»For os er det ret enkelt. Det skal enten være større, sygere eller vildere end tidligere. Nu lavede vi Indre By sidste år, så det er vi ikke interesserede i at gøre igen foreløbigt. Jeg har altid gerne ville lave noget på Sønder Boulevard, for det er klart den fedeste dag og scene lige der. Eller også skal det bare være helt anderledes.

Jeg har en stor drøm at holde en kæmpe Distortion-fest i hele Kødbyen, foran Bakken og så på hele pladsen. Le Fix snakkede om at sponsere en helikopter, der skulle have en discokugle hængende og rotere over folks hoveder. Hvis vi skal lave det, skal vi også kunne slå sidste års event – ikke nødvendigvis med mængden, men bare anderledes. Jeg har set rigtig mange tage den nemme vej og lave det samme år efter år til Distortion. Samme location, samme lineup, samme host. Det bliver kedeligt. Jeg vil have nye billeder, nye kulisser, nye videoer. Ellers giver det ikke mening for mig at lave det«.

I år holder I også efterfest på Pumpehuset om torsdagen med grime-tema. Hvad er tankerne bag jeres bookinger?
»Vi har fået fat i Wiley, en ægte OG-grimelegende, og Benny Jamz, Stanley Most og Emil Kruse fra Sleng – den nye generation fra Youtube, der ikke kom frem på hiphop, men grime. Det er fedt at tage det tilbage til nogle af dem, der har startet bølgen, når DDS har haft så mange grimeshows i løbet af det seneste år med Skepta, Stormzy, Kano og Krept & Konan. Og så synes jeg, det er fedt at lave en rowdy efterfest på Pumpehuset, der har samme grittiness som på gaden. Så er der god synergi på den måde mellem gade- og efterfest«.

I har også en scene på Distortion Ø – fortæl lidt om, hvad man kan forvente at opleve derude?
»Det er et samarbejde med RubA’Dub, som præsenterer dancehall, afrobeat og reggae – genrer, vi ikke har gjort os i så meget før, men som jeg bliver mere og mere vild med. Vi har hevet en gammel båd op fra Christiania, som bliver sat på land, hvor der bliver installeret to dj-pulte i.

Gilli kommer og spiller en 45 minutter lang koncert, Benal kommer, Fekky og Bonkaz kommer fra UK-scenen og er en af del af det nye slæng, der er på vej til at slå igennem. Og så bliver der generelt bare en vild, vild produktion med sindssygt meget røg og lys. Det hele slutter af med en dj-battle, hvor to dj’s spiller mod hinanden fra kl. 02.00 til 03.00 om natten. Det bliver en rigtig god blanding af grime, reggae, afrobeat og hiphop, og så kommer der en surprise-gæst, som er en pige, hvilket er lidt nyt for os. Glæd jer til at se, hvem det er!«

Læs også: Her er Distortions 15 vildeste gadefester

Læs også: 15 skæve til Distortion-veteranen Eloq: »Hvis en af os bliver for fulde, så tager den anden over«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af