Justin Timberlake arbejder på nyt album – med inspiration fra blues og country

For få dage siden delte Justin Timberlake sin første nye sang i tre år i form af ‘Can’t Stop The Feeling’ samt en ledsagende video, og ifølge Rolling Stone har superstjernen nu bekræftet, at han arbejder på albumopfølgeren til ‘The 20/20 Experience’ fra 2013.

Det nye materiale peger imidlertid i en helt anden retning end den lette poplyd, stjernen præsenterede på ‘Can’t Stop The Feeling’, der da også er skrevet til børnefilmen ‘Trolls’. Timberlake fortæller, at de nye sange er inspireret af bluesscenen i hans fødeby Memphis i Tennessee samt af Nashvilles countryscene, og de sidste par år har der da også været flere indikationer på, at vi skal tage stjernens fascination af sine sydlige rødder seriøst.

For eksempel spillede han folkmusikeren Jim i Coen-brødrenes ‘Inside Llewyn Davis’ fra 2014, imens han sidste år leverede en forrygende optræden til country-awardshowet CMA Awards sammen med aftenens store vinder Chris Stapleton. I den forbindelse udtalte Timbaland desuden, at han gerne ville producere et countryalbum sammen med sin mangeårige samarbejdspartner.

I marts delte Justin Timberlake imidlertid et billede af sig selv og Pharrel Williams i studiet på sin Instagram – så mon ikke popsensibiliteten vil blive bevaret på det nye album, country eller ej.

Læs også: Pharrell spiller Liss igen – hør det nye OTHERtone-program med Tyler og Timberlake som gæster

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af