1. Whitney ‘No Matter Where We Go’
Vi har holdt øje med Whitneys ubekymrede folkpop et stykke tid, og vi var ikke blege for at kalde bandet en decideret supergruppe på baggrund af medlemmernes tidligere engagementer i Smith Westerns og Unknown Mortal Orchestra. Men Whitney kan også selv – i den grad. Ført an af Julien Ehrlichs genert-sarte vokal opsnapper denne albumforløber 70’er-ekkoet fra Canned Heat og sender dig af sted på et ubekymret cruise ned gennem L.A.’s solskinsgader. Det er optimistisk og nostalgisk på én gang, og så lyder det ret godt.
2. Unknown Mortal Orchestra ‘First World Problem’
Vi bliver i familien. Det nu efterhånden ganske kendte orkester (der spiller på NorthSide) trodser atter dødeligheden med en ny vital single, der er den første siden albummet ‘Multi-Love’ fra 2015. Ruban Nielsons stemme sværmer over et funky og yderst dansabelt beat, der suppleres af subtile guitarryk, mens han adresserer det moderne paradoks i at bygge livet op, når verden falder fra hinanden omkring én. ‘First World Problem’ er imidlertid et førsteklasses track, der kan få problemerne til at træde lidt i baggrunden for en stund.
3. YG feat. Drake & Kamaiyah ‘Why You Always Hatin?’
YG’s kommende andet album ‘Still Krazy’ kommer forhåbentlig snart, men rapperen holder vores voksende appetit i ave med hater-tracket ‘Why You Always Hatin?’, der er bevinget af både et Drake-vers og Kamaiyahs lækre hook. Der spilles tungt på gangsterrap-noderne, og det døsigt dunkende beat fra DJ Mustard kalder nærmest på en langsom tur i en lavtliggende Cadillac med nedrullede ruder. Har man ikke lige sådan en inden for realistisk rækkevidde, gør et par hovedtelefoner også et godt stykke arbejde.
4. Magnolia Shoals ‘BLVD’
Der er det med melankoli, at det til tider kan være ret opløftende, også selv om det rejser sig fra et dyb, der er så mørkt som et alvorligt sind. Rockfirkløveret Magnolia Shoals, der udgav debuten ‘Tenants’ sidste år, injicerer på deres nye single ‘BLVD’ glimtende ironi i deres baritontunge univers, og der skydes med ekstraheret potens i den tilhørende musikvideo, hvor sanger Nicolai Noa udfolder sig i stålsat og corny machodans. Man driver nemt af sted på det selvoptrækkende beat og forføres ditto af den repetitive funklende temamelodi.
5. Nao ‘Girlfriend’
Nao har annonceret, at hendes debutalbum ‘All We Know’ lander den 22 juli, men hun lettede igen lidt på pladelåget, da hun forleden delte den svulstige r’n’b-basker ‘Girlfriend’. Den London-baserede sangerinde har vist lovende takter blandt andet på ‘Fool to Love’, og nu indfrier hun altså igen de store forventninger. ‘Girlfriend’ slår måske en som laidback, men det er kun indtil det sekund, hvor et vakuum lader op til en knytnæve af et omkvæd, som dirigeres af tektonisk tunge baslinjer og linjen »If I was your girlfriend«.
Hør resten af ugens Top Tracks på næste side.
6. Jenny Hval ‘Female Vampire’
Den norske sangerinde er på trapperne med et nyt album, der har fået den temmelig direkte titel ‘Blood Bitch’. I en udmelding forklarer hun, at pladens tema da også kredser om »det reneste og stærkeste, dog mest trivielle og mest skræmmende blod: Menstruation«. Så prekært bliver det dog ikke helt på singlen ‘Female Vampire’, hvor Hvals eksperimenterende lyse vokal-dubs fører lytteren rundt i et hjemsøgt elektronisk techno-rum, der er ligeså blidt og drømmende, som det er horroragtigt og skælvende at drive rundt i.
7. Yumi Zouma ‘Short Truth’
Bandet Yumi Zouma fra New Zealand har gennem de sidste par år udgivet et par ep’er til stor international applaus, men imorgen er de endelig klar med deres første fuldlængde-album ‘Yoncalla’. Udtrykket på singlen ‘Short Truth’ er – ligesom tidligere – velourlækkert og blødt, men denne gang er de store popredskaber fundet frem for at slå en stram hitskabelon nedover tracket, der banker af sted på et tykt beat og rullende synthbas. De sværmeriske vokaler holdes i kort snor af den elektroniske eksakthed, men det afholder ikke den bittersøde charme fra at blomstre.
8. Terror Jr ‘Trippin’
Det må være en sand fornøjelse at traske rundt i Terror Jr’s sko i disse dage, hvor mystikken hober sig op om de(n) ukendte kunstner(e), der skabte ikke så lidt internet-buzz med det vellydende r’n’b-track til denne læbestift-reklame. Nu er terroristen på spil igen med ‘Trippin’, der sampler Jamie XX og gør det så godt, at det efterhånden er svært at holde masken for bagmændene. Meget tyder nemlig på, at det blandt andet er produceren Felix Snow der står bag, men hallo, hvem er den sangerinde? Vi tripper af spænding og tripper lidt over det her delikate sample i mellemtiden.
9. Guldimund ‘Vi krøller og vi smelter’
Netop som hans forrige band begyndte at tårne sig op i musiklandskabet, valgte Tårn-sangeren Asger Nordtorp at gøre sit exit fra de dansksprogede romantikere. Nu står han på egne ben på et nyt singleudspil, der er mere arrigt og tempofyldt, men stadig bundet op på modertungen, som vælter rundt i ego-poetiske baner om forførelse og erotisk sammensmeltning. På ‘Vi krøller og vi smelter’ kolliderer en kastratsangers renhed med et sprængfarligt tight band, der viser opsigtsvækkende takter, man bestemt må holde et vågent øje med.
10. The Strokes ‘Oblivius’
Rygterne svirrede forud for Julian Casablancas’ radioshow ‘Culture Void’ om, at forsangeren ville lufte spritnyt Strokes-materiale live on air, og engang imellem er man så heldig, at rygterne holder stik. I går roterede ‘Oblivius’ for første gang i æteren, og det er The Strokes par excellence med manisk simple guitarriff, der finurligt flankerer den upolerede casanova-vokal. Og det går stærkt nu, for dæleme om sangen ikke var startskudet til en ny ep, der allerede nu er på Spotify. ‘Future Present Past’ hedder værket, der foruden singlen har to tracks og et pumpet remix linet op fra Fab Moretti (bandets trommeslager). Lidt rock fra garageguderne til sommersæsonen er hjertelig velkomment her.
Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Apple Music HER og via Spotify HER.