Hold øje med: Supergruppen Whitneys psykedelisk drømmende folkpop

Eksmedlemmer fra Smith Westerns og Unknown Mortal Orchestra står for en betagende blanding af psychpop, folk og 70’er-mættet soul.

Indie-supergruppe lyder virkelig som noget, Pitchfork ville være oppe og køre over i 2010…Okay, se bort fra den lettere generiske beskrivelse et øjeblik og forestil dig i stedet et destillat af medlemmer fra nogle af de sejeste, ja, ‘indie’-navne fra de senere år. Bag Whitney-aliasset gemmer der sig nemlig ikke en kvinde, men en hel flok dudes fra bands som Smith Westerns i form af Max Kakacek på guitar, Unknown Mortal Orchestras tidligere trommeslager, Julien Ehrlich, samt trompetisten Will Miller og Ziyad Asrar fra det obskure lo-fi-band Touching Voids – og eftersigende skulle Foxygens Jonathan Rado også have bidraget til gruppen, der live suppleres af en hel håndfuld andre medlemmer fra forskellige alternative bands.

Så det er et stort rod af ting, der ikke er cool længere?
Rod, nej, men der er noget dejligt u-cool og oldschool over Whitneys tilgang til musikken. At dømme ud fra de singler, bandet har sluppet indtil videre, kommer du nemlig hverken til at finde autotune, trapbeats eller hotte producersamarbejder her (selv om de beskriver kærlighedshymnen ’Golden Days’ som deres ’Trap Queen’!).

I stedet dyrker Whitney en slags akustisk folkpop, der på den ene side emmer af melankoli og ensomme gåture i skoven a la Bon Iver, men på den anden er solskinsmættet og psykedelisk med tråde tilbage til drengenes tidligere, lidt mere rockede bands.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Melankolsk optimisme. Got it.
Det er ikke helt forkert. Whitney har i hvert fald en hang til at blande smådeprimerende tekster og længselsfuld, næsten soulet, folkvokal med en varm og drømmende instrumentering.

Lyt bare til den slacker-psychpoppede ’No Matter Where We Go’ med den tilhørende syreboblende video, og du vil ikke være i tvivl om den boogie-agtige, 70’er-smagende indflydelse fra Foxygen og Unknown Mortal Orchestra. Eller tag den officielle debutsingle ’No Woman’, som vi tidligere har kåret til Top Track her på siden, der med Rhodes-keyboard, længselsfulde horn og akustiske guitar er et nærmest funky take på folk- og countrygenren.

OK, jeg er klar på psych-soul-folk. Er der mere?
Heldet er med dig, for bandet har netop annonceret deres debutalbum, ’Light Upon the Lake’, der udkommer den 3. juni på Secretly Canadian. Albummet er ifølge Kakacek et konceptalbum baseret på den fiktive personlighed Whitney – en lettere modløs, uperfekt mands deprimerende bekendelser om livet og kærligheden tilsat solskinsoptimistisk, soulet folkpop. Hvabehar!

Læs også: Hold øje med: Modest – et purungt, jysk svar på Communions

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af