Roskilde Festival: Dawns futuristiske klubfest udfordrede orienteringssansen

»Can we keep fucking going?«, råbte den gazellespændstige kvinde med det meterlange mørke hår og den glimtende, røde jakke igen og igen mod det lettere fremmedgjorte publikum. Dawns futuristisk-inspirerede sceneshow med aggressivt sexede dansere og et backdrop domineret af skarp grafik var som landet fra det ydre rum på den beskedne, nedtrådte græsplæne foran Apollo, men den 32-årige amerikanske sangerinde var utrættelig i sin mission på at få startet en fest.

Dawn har en relativt uskyldig fortid i konceptpigebandet Danity Kane, men på egen hånd har hun på indtil videre to album og en stribe ep’er leveret en progressiv variant af amerikansk r’n’b beslægtet med FKA Twigs og Kelela.

Dawns fest på Apollo leflede ikke for nogen – det tempofyldte, hektiske set bød på det ene regelbrydende dansegulvsmissil efter det andet. Sangerindens setup bestod af to musikere på drumpads, keyboards og synth, men ud af højtalerne piskede en ofte strukturløs sammenblanding af r’n’b, dance, pop og hiphop med Dawns voluminøse divavokal som det sammenbindende element.

Klubfesten opfordrede sit publikum til at fortabe sig i det myldrende kaos af smældende og pumpende beats, ulmende synthbas og følelsesladede keyboardflader, hvor der ingen klar overgang var imellem numrene, og de poppede melodistykker kun tittede frem momentvis. Genkendelsen, der indtraf under sange som ’Dance’ og ’Not Above That’, var derfor tiltrængt under en koncert, der fordrede til fest, men udfordrede orienteringssansen.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.

Dawn. Koncert. Roskilde Festival, Apollo.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af