Roskilde Festival: Folkstemmen Katinka favnede folket

Roskilde Festival: Folkstemmen Katinka favnede folket

Michael Strunges spage stemme skrattede først gennem anlægget: »Jeg skriver mest om natten«. Og selv om tilhørsforholdet til punkstemmen måske ikke ligger lige for, er Katinka Bjerregaard skam litterær. Også mere end hun er musikalsk virtuos, hvilket stod klart til den eksperimenterende popsangers Roskilde-debut.

Støvet var massivt bevogtet af festivalgæster, der i al ivrighed hujede konferencieren helt perpleks, inden Katinka-kvartetten indtog formation på scenegulvet. Den folk-klingende ’Ukendte digte’ åbnede op, og dermed var den lille ukulele også straks på plads om Katinkas skulder. Lidt mere midtfor sad stemmen, og den var ikke til at komme uden om: Den evnede at blive hørt, og det var i sig selv et plus.

De egopoetiske linjer om forslået kærlighed kværnede til gengæld meget rundt i den samme klichépasta, som hurtigt mistede sit bid. Man behøvede heller ikke et rovdyrs tandsæt for at tygge sig igennem de klassiske sangkompositioner, som dog levnede masser af plads til stemmens udfoldelser, men også til ensformighed.

Når koret åbnede harmonierne op, fik det periodevis hårsækkene på arbejde, men oftest var huden jævnet af en fed, homogeniseret synthbas. Penselstrøgene var brede, og det skal de være, hvis man vil nå bredt ud. Det gjorde Katinka utvivlsomt. Publikum var eksemplarisk, Katinka folkelig.

Da det smukke hit ’Du rejser’ rejste sig florlet i livemundering, satte det imidlertid koncerten i relief: Én sikker bull’s eye omringet af flere mindre glansfulde affyringer.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.

Katinka. Koncert. Roskilde Festival, Rising.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af