Roskilde Festival: Hockeysmith smilte dødsdancen lige op i ansigtet

Måske er ’mod’ ordet, måske er det bare naivitet, der beskriver Hockeysmiths truende optimisme bedst, når man ser og hører dem storme ind i det mørke, der omgærder deres såkaldte shoetronica. Det engelske søsterpar var i hvert fald frygtløst indstillet på at holde en fest blandt dødsdancens isnende flammer på Rising.

Duoens seneste single, ’Let’s Dagger’, grundlagde fra start den varslende electrostemning med sine dunkende og snittende lydcollager, men selv i dunkel industrial er der plads til upåvirket skønsang, som Georgie eksekverede legende let, mens hun dansede rundt med sin mikrofonledning og sine to bandkammerater.

Af og til blev det lidt for svært at fange de vokale finesser, og lyden havde sine udsving på trods af, at de programmerede beats velsagtens var præfabrikerede. Det var den hvide Stratocaster til gengæld ikke, og her lå en del af koncertens funklende guldkorn – iblandt støjkaskader, skarpe riffs og sofistikeret, velordnet lyd, som ofte var druknet i shoegazens syv rumklangshave.

Det blev ikke til megen snak mellem sangene, men den opløftende iltre performance behøvede heller ikke så mange ord. De transcenderende technorytmer talte for musikerne, og når den repetitive aksel fik los, virkede det ekstra forførende. Forførelsen manglede dog til tider et rigtigt klimaks, som gruppen – sikkert kalkuleret – skubbede foran sig.

Det nye nummer ’Tears in My Age’ rundede koncerten af med tung melankoli, men tungsindighed var ellers en by i Rusland under dette bankende electro-smederi.

Læs også: Roskilde Festival: Seks must see-koncerter onsdag