Tør lejr: Se årets mudderkort over Roskilde Festival

Tør lejr: Se årets mudderkort over Roskilde Festival
Roskilde Festivals første dag, 2015. (Foto: Sille Veilmark/Soundvenue)

Sommetider skal det være helt lavpraktisk, før det bliver rigtig genialt. Det ved ingeniørerne, og det kan Roskilde Festivals gæster nu drage nytte af, hvis de har i sinde at ligge i tørvejr gennem festugen. Ingeniørfirmaet Niras har nemlig offentliggjort et såkaldt mudderkort, der viser, hvor vandet vil samle sig på festivalpladsen, hvis vejrguderne for alvor åbner op for sluserne.

Firmaet har anvendt Danmarks digitale højdemodel og kombineret den med et kort over festivalpladsen, som den ser ud i år, for at regne ud, hvor det er mest optimalt at slå lejr.

Nærstuderer man kortet, skal man holde øje med de gullige, orange og blå plamager, som indikerer, at det kan blive en decideret fugtig fornøjelse at bo der. Her kan vandet nemlig have svært ved at drive væk uden hjælp. De steder, der rammes allerhårdest, er heldigvis ikke en del af det optegnede campingområde, men det kan stadig betale sig at zoome ind på den plads, man har udset sig.

Nogle af de populære steder i områderne G, H og J er nemlig ikke helt risikofri, viser kortet, hvorimod E, som er Clean Out Loud-område, ser ud til at blive et særdeles attraktivt område i år.

Det kan lette studierne, hvis man sammenligner mudderkortet, eller vandkortet, som det jo ret beset er i første omgang i hvert fald, med Roskilde Festivals officielle kort HER. Skybrud eller ej, så er der altså mulighed for at være på forkant med udfordringerne og genoverveje sit planlagte spot, hvis man skal campere på pladsen i år.

Se mudderkortet i stort format HER.

mudderkort

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af