1. Kanye ‘Famous’
Vi kan lige så godt lægge ud med den sagtigeste sag først – eller hvad man nu mest passende kan kalde en række nøgne, sovende kendisser (nogle mere klædeligt afklædte end andre).
Der var lagt op til den helt store omgang sagsanlæg, da Kanye West slap sin ti minutter lange low fi-video med nærbilleder af nogle af verdens største stjerner i fuld (voks)figur, der ligger side om side og sover. Det er hverken flatterende eller behageligt at opleve på så nært og tydeligvis så privat hold, men billederne fungerer til gengæld som et skarpt bulls-eye lige i den allerværste og mest ubarmhjertige side af celebritykulturen, så både paparazzifotografer og alle os, der nyder godt af deres billeder, burde græmmes til ukendelighed.
2. Anderson .Paak ‘The Season / Carry Me / The Waters’
Med ‘Malibu’ og en række overmåde stærke liveoptrædener, har Anderson .Paak undergået et af årets største, brede gennembrud. Og som et ganske udmærket eksempel på, hvad der netop gør Paaks gennembrud så velfortjent, finder vi denne triple-video.
Paaks farverige, funky, soulinficerede hiphop-stil bliver understøttet af en eventyrlig fortællelyst, fornemme dansetrin og en pragtfuldt collageverden, der ville være Monty Python’s Flying Circus’ værdig.
3. Jamie XX ‘Gosh’
Vi skal ikke gøre os kloge på, hvad det egentlig er, der foregår i denne video, men én ting er sikkert: Den er hamrende flot, og den giver en alvorlig omgang kuldegysninger.
Den tænksomme, plagede albino-gut, billederne kredser om, sender både psykopatisk flakkende blikke og har samtidig en næsten sygelig en ro over sig, der står i effektfuld kontrast til både den hektiske lydside og ikke mindst de tusindvis af asiater, der samler sig omkring ham i tilbedelse.
Optagelserne er foregået i den kinesiske by Tianducheng, der stort set er ubeboet, og som rummer parisiske monument-replikaer. Manden bag videoen er Romain Gavras, der desuden også har instrueret M.I.A.’s stærke ‘Bad Girls’ og ‘Born Free’. En instruktør, der tydeligvis har styr på sine effekter, og som med denne storslåede video efterlader sin seer fuld af spørgsmål og gåsehud.
4. Schoolboy Q ‘By Any Means’ / ‘Tookie Knows’ / ‘Black Thoughts’
Med ‘Blank Face’ satte Schoolboy Q ikke blot en række stærke gangsterhymner i verden – han leverede også tre stærke fortællinger direkte fra L.A.-hood’et på Hoover Street.
Der er ikke kun tale om et par veltænkte og -producerede billedsider. Der er tale om en vanvittig virkelighedsskildring af billeder, der sætter skoledrengens numre i en tankevækkende sammenhæng. Uanset om man er til trilogien eller ej, skal man i sandhed være lavet af sten, hvis man ikke får en klump i halsen ved seriens afslutning, hvor Q må efterlade sin datter med sin lyserøde rygsæk for at drage mod fængslet. Av.
5. Anohni ‘Drone Bomb Me’
En lille pige mister sin familie til et droneangreb. Historien i sig selv er næsten mere hjerteskærende, end hvad godt er. Gudskelov skildrer billedsiden ikke historien bogstaveligt, men ikke desto mindre er den mindst lige så både smuk og smertefuld som sangen selv: Supermodellen Naomi Campell græder sig igennem nummeret og mimer med på Anohnis skælvende vokal, mens en række uhyggeligt intense dansere med arrige, smukke bevægelser udfolder sig.
At lade fortællingen blive skildret af en skikkelse, der forekommer som så velkendt et symbol på uigennemtrængelig selvsikkerhed og pletfri skønhed, som krakelerer så intenst for øjnene af sin seer, skaber en dyster, hypnotisk sammenhæng med hele nummerets æstetisk smukke og hjerteknusende, tragiske verden.
6. David Bowie ‘Lazarus’
Da videoen til ‘Lazarus’ landede, var den et tankevækkende, småforvirrende og småskræmmende lille mesterværk. Men da David Bowie så pludselig forlod os et par dage efter, satte det både hele hans sidste album, ‘Blackstar’, og i særdeleshed ‘Lazarus’ og videoen dertil i perspektiv.
Lidet vidste vi nemlig, at den dødsdømte karakter, Bowie personificerer i videoen, rent faktisk var ham selv – og det havde det været i godt de 18 måneder, han i al hemmelighed for offentligheden (og flere af sine nære venner) havde kæmpet mod kræften. Med ét blev ‘Lazarus’ og dets video et af de mest krystalklare værker, man havde lagt sine øjne på. Og med ét blev den ærefrygtindgydende, indsigtsfuld, decideret uhyggelig og sørgmodig på samme tid. Et fornemt punktum fra en kunstner, der levede gennem kunsten til det sidste.
7. Bisse ‘Lidt Mere Og Jeg Brækker Mig’
Iklædt læbestift, neglelak, silkeskjorte og en helt virkelighedsforstyrret attitude skildrer Bisse verdenen præcis, som han med intensitet og lutter hjerteblod udsynger den: Lidt mere, og så ville han ganske enkelt brække sig.
Den helt ideelle billedside til så skabagtigt, stærkt og fuldkommen pragtfuldt et nummer og en ditto kunstner. Ganske enkelt.
8. Radiohead ‘Burn the Witch’
Ved første øjekast synes den verden, der udfolder sig i denne lille stopmotion-perle, ganske tilforladelig. Indtil der i det ellers så børnevenlige, farverige dukkeunivers males krydser på dørene, ufortrødent hænges mennesker og well, brændes hekse såvel som godtfolk. Bedst som man tror, der er tale om et behageligt lille eventyrunivers, sættes der ild til vores uskyldige, lille hatteklædte helt. Utvivlsomt endnu en skarp samfundskommentar – som støbt til at give mavepine – fra gruppen.
Det er desuden ikke kun videoen til ‘Burn the Witch’, der fortjener anerkendelse. Det er også selve måden, den (og dermed også Radioheads niende album) blev præsenteret for verden på – via et ganske kort klip af den lille sangfugl, der indleder og afslutter både sang og video. De har sans for skidtet, de radiohoveder.
9. Frances and the Lights ‘Friends’
Det hele behøver ingenlunde gå op i ulykkelige skæbner og hjerteskærende situationer, førend det fortjener at blive benævnt på denne liste, og det er Frances Starlite og hans venner et ganske pragtfuldt eksempel på i denne smittende lille oneshot-video.
Frances Starlite valser sig herligt akavet gennem videoen, hvor han undervejs byder Bon Ivers Justin Vernon op til synkrondans, hvilket i sig selv er så pragtfuldt et syn, at det burde kunne kurere selv det sureste fjæs. Og at Kanye West både indleder og afslutter videoen med en mine, der er dels tilbagestående og dels straight up nuttet, gør jo på ingen måde denne lille solstråle dårligere.
10. Beyoncé ‘Lemonade’
Nok er der tale om en noget kompleks musikvideo-film-hybrid, men ikke desto mindre fortjener ‘Lemonade’ en ufravigelig plads på denne liste. Ikke nok med at det er en stærk, velproduceret fortælling, det er samtidig også en formfuldendt magtdemonstration af en popstjerne med en helvedes masse på hjerte fra et hårfint, ærligt sted mellem kærlighed og had. En visuelt frydefuld og dybt emotionel tur gennem de 11 faser i sorgafvikling, og samtidig en rejse ind i en langt større, aktuel kontekst. She sure does slay.
Læs alt om halvårets bedste musik HER.
Læs også: Pop som protest – fra The Beatles til Beyoncé