Dr. Dre-lærlingen Anderson .Paak træder ud af mentorens skygge på eventyrlystent album
Den upåagtede Anderson .Paak parkerede sidste efterår sit navn midt i hiphoppens spotlys med hele seks gæsteoptrædener på Dr. Dres grandiose comeback-album ’Compton’. Med sin løse og uortodokse fortolkning af hiphoppens regelsæt var .Paak en væsentlig komponent i den kaosindsprøjtning, der skød ’Compton’ i en markant anden retning end Dres tidligere værker.
Sangerens andet soloalbum understreger til fulde hans selvstændighed som kunstner. ’Malibu’ er blevet til uden doktorens tilsyn og fremstår i sit kalejdoskopiske udtryk så langt fra Dr. Dres stringente æstetik, at det næsten virker som et statement.
Soloartisten Anderson .Paaks lyd er et sammenkog af soul, funk, psykedelia, jazz og hiphop. En spraglet og genreløs, men helt igennem sort substans, der smager lidt af Soulquarians og især Bilal. Det samme gælder .Paaks hæse soulvokal med dens snert af rapattitude. Godt nok kan han ikke matche Bilals vokale spændevidde og tekniske ekvilibrisme, men sangene bliver formidlet med en enestående inderlighed og karisma.
Det er behovet for at fortælle om kampen for at klare sig, når man starter på samfundets bund, der driver .Paak, og han tillægger sit budskab autoritet allerede på den smukke åbningsballade ’The Bird’, hvor han skildrer opvæksten med en far i fængsel.
Musikalsk er ’Malibu’ dog drevet af en legesyge, der gør, at albummet aldrig bliver ensformigt eller selvhøjtideligt. Fra retrosoul på ’Put Me Thru’ over et killer 80’er-boogie-groove på ’Am I Wrong’ til organisk hiphop på ’Room In Here’ med en veloplagt The Game: Højdepunkterne er mange og forskelligartede.
Faktisk er albummets primære hæmsko, at det er for langt. 16 sange, der synes at ville omkring alle hjørner af den afroamerikanske musikhistorie, er en ordentlig mundfuld, og selv om kvaliteten gennemgående er høj, er man som lytter rigelig mættet af indtryk og ideer efter to tredjedele.
Det må dog siges at være en svaghed, der er til at leve med. ’Malibu’ kan meget vel ende med at stå som et af årets mest interessante, eventyrlystne og ikke mindst bedste album.
Kort sagt:
Anderson .Paak viser sig som meget andet end Dr. Dre-affiliate på ’Malibu’, der er bygget op som en mosaik af referencer til og ideer fra den afroamerikanske musikhistorie, men aldrig i form af uopfindsom pastiche. Det er et sprællevende, højaktuelt og originalt album.
Læs også: Anderson .Paak giver koncert i Pumpehuset