20. Kaytranada ’99.9%’
Svendestykket er uden tvivl ’Glowed Up’ med en mageløs Anderson .Paak, men på trods at et væld af gæstevokalister formår Kaytranada stadig at holde fokus på sig selv gennem 15 numre, der føles som ét langt dj-set, hvis ledninger er trukket direkte fra beatmagerens snørklede, men stadig melodisk funderede hjerne. Her er masser af bas, men kredit skal hovedsageligt gives til Kaytranadas evne til at gennemsyre alle sine produktioner med en groovy nerve, som er svær at blive træt af.
19. Anohni ‘Hopelessness’
Antony Hegarty har altid flirtet med transkønnede tvetydigheder, og nu tones der rent flag som kvinden Anohni. Hvor hun tidligere kultiverede teatralsk kammerpop, dunker en elektronisk puls og dybe synth-sug gennem dette album skabt i samarbejde med Hudson Mohawke og Oneohtrix Point Never. Det er dog stadig den karakteristisk melodramatiske vokal, der omslutter de politisk betonede sange, som besynger både global opvarmning, drone-angreb, hykleriske indkøbsmønstre og skuffelse over Obama. En ny fase for en kunstner, som har fundet en ny identitet.
18. PJ Harvey ‘The Hope Six Demolition Project’
PJ Harvey træder i karakter som omstrejfende samfunds- og samtidskronikør med en samling sange om social uro og global konflikt, men også om de ting, der forener mennesker i familier, kulturer og samfund. Hun udvider instrumentpaletten med insisterende saxofonpartier og mandlige korstemmer, men lader også guitaren understrege den tematiske alvor. Genremæssigt fletter hun ærke-amerikanske former som negro spirituals og chain-gang blues sammen med sit eget altid deterministiske greb om rocken. Sangenes narrative struktur løfter albummet op på et vedkommende, tidløst og dybt aktuelt niveau.
17. Sturgill Simpson ’A Sailor’s Guide to Earth’
Sturgill Simpson er tidens helt store åbenbaring inden for countrymusikken. Den 37-årige Kentucky-dreng trækker på 1970’ernes berømmede outlaws, men med sit nye album viser han, at han er umulig at sætte i (genre)bås. Simpson blander metabevidsthed med sentimentalitet i en samling sange, der udgør en sangcyklus formet som en fars breve til sin søn med gode råd, kærlighedserklæringer og erindringsmateriale (herunder alkoholrelaterede røverhistorier!). Hele herligheden er vakt til live på en stærkt opkvikkende bund af Muscle Shoals-inspireret country-soul med afstikkere til rock, funk og sågar et cover af Nirvanas ’In Bloom’!
16. Skepta ‘Konnichiwa’
Med den opblomstring der er sket i det britiske grimemiljø de seneste år, var der mildest talt høje forventninger at indfri, da en af genrens mest anerkendte stemmer vendte tilbage med et nyt album – og med førstesinglerne ‘That’s Not Me’ og ‘Shutdown’, der allerede landede henholdsvis forrige og sidste år, blev det gjort klart, at der var tale om et overmåde stærkt, aktuelt skud af slagsen. Produktionerne har overlevet deres tur i den US-hiphop-krydrede mainstreammølle, og den rå, tunge, britiske undergrundslyd og de hårdtslående, hurtigtspyttede linjer bevarer deres ægthed. Ellers var det jo ikke ham, som man siger.
15. Rihanna ‘Anti’
Følger man hendes karriere ét album ad gangen, ser man udviklingen i Rihanna som popprodukt – fra den unge, flirtende teenage girl next door over S&M-forførersken, banger-prinsessen og den hærgede bad gal, der ikke giver en fuck. Med ‘Anti’ er vi kommet ud over popproduktet og ind under huden på den stjerne, der gemmer sig bag alle de stadier, hun har gennemgået, og vi kan mærke hende hele vejen undervejs – gennem de dybtfølte ballader, de desperate kærligheds- og/eller falliterklæringer og stærke selvmanifestationer. ‘Anti’ er i sin fulde anti-popalbum-form et modigt og modent træk, der gør Rihanna langt mere interessant og aktuel end nogensinde før.
14. YG ‘Still Brazy’
Umiddelbart skulle man tro, at YG kunne rappe, før han kunne kravle. Ved mødet med ‘Still Brazy’ møder man nemlig en stærk bid hiphop-historie med rødderne helt tilbage fra 90’erne, hvor YG kun knapt var kommet til verden. Vi taler old school G-funk, selvrealiserende gangsterrap, gennemsyrede groovy synth-hooks og veludviklet musikalitet i alt fra YG’s legesyge flow til de hypnotiske grooves. Samtidig er ‘Still Brazy’ også mødet med YG og hans miljø anno 2016: I kølvandet på en traumatiserende skudepisode, i frygt for et Donald Trump-styret, overpolitiseret samfund og med straight up Compton-born and raised paranoia omkring så godt som alt og alle. Ærligt, varmblodigt og overvejende mere velovervejet. Et hidtidigt agtværdigt hovedværk for den unge rapper.
13. Mitski ’Puberty 2’
Hun er ikke nem at sætte på formel, 24-årige japansk-amerikanske Mitski Miyawaki. Hun har sådan set hele pakken, men bruger den på en ofte tvetydig og/eller underspillet facon: En kompleks, nuanceret vokal, et inciterende (men ikke demonstrativt) billedsprog og en evne til at arrangere sine sange, så de tilføres en uhåndgribelig poesi, der rækker ud over både det radiohitegnede eller DIY-stereotype. Der er ekkoer af alt fra Breeders og Weezer til St. Vincent og Angel Olsen på et album, hvor en begavet sangskriverpen sætter markante aftryk, der opridser en meget lovende signatur for fremtiden.
12. Kevin Morby ’Singing Saw’
Kevin Morby kan sin singer/songwriter-historie på fingerspidserne, men på sit gennembrudsalbum formår han at finde ind til kernen af hvilken type sangskriver og performer, han gerne selv vil være. Fra det gospelhymneprægede over det fuzz-tungt garagerockende og fra saxofonmættet country-soul-hybrid a la Matthew E. White til mariachi-fejrende protestsang: Morby kommer langt omkring, men på en aldeles uanstrengt facon. Hans sange – og de opfindsomme måder han sætter dem i scene på – vidner om en ny, stor sangskriver med potentialet til at blive en ledestjerne for aspirerende sangskrivere i årene, der kommer.
11. Kamaiyah ’A Good Night in the Ghetto’
Det er sjældent, at vi ser kvindelige rappere med ægte slag i bryde igennem, desværre. Men Kamaiyahs debut-mixtape ’A Good Night in the Ghetto’ var i den grad et gennembrud. Den unge rapper tager tingene tilbage til 90’ernes bouncende Bay Area-scene, og personligheden skinner igennem som diamenter i en blanding af humor og selvsikker gangster-attitude. Kamaiyah drikker som en gal (’Out the Bottle’) og fortæller om alle fyrene, som ikke kan holde hende nede (’Niggas’) – det er rendyrket attitude og melodisk tæft hele vejen igennem. Hun har allerede delt track med YG og Drake på førstnævntes ’Why You Always Hatin?’, så forvent store ting.