Det unge hiphop-fænomen fra Long Beach, Vince Staples, har just annonceret efterfølgeren til sit mesterlige og dystre dobbeltalbum, ’Summertime ’06’, fra sidste sommer, som han i øvrigt fremførte ganske overbevisende til sin seneste koncert i Danmark på Roskilde Festival. I den ombæring har han smidt både trackliste og cover op til frit skue.
’Prima Donna’, der består af små seks udspil med features fra ASAP Rocky og Kilo Kish (der også gæstede ’Summertime ’06’), ser ud til formodentlig at fortsætte i samme dommedagsspor som sidste års album, hvis sangtitlerne og producerstaben er nogen indikation.
Med bl.a. ’War Ready’ og ’Loco’ på tracklisten kan man allerede den 26. august tilgå ep’en, der produktionsmæssigt følges til dørs af store navne som James Blake, DJ Dahi og No I.D, som var executive producer på ‘Summertime ’06’.
Med udgivelsen vil der desuden følge en kortfilm instrueret af selveste Nabil Elderkin, som efterhånden er en kæmpemæssig autoritet i musikvideomiljøet efter at have været regelmæssig instruktør af bl.a. Kanye West og Frank Oceans videoer.
Se tracklisten og det noget spøjse ep-cover nedenfor.
‘Prima Donna’:
1. ‘War Ready’
2. ‘Smile’
3. ‘Loco’ feat. Kilo Kish
4. ‘Prima Donna’ feat. A$AP Rocky
5. ‘Pimp Hand’
6. ‘Big Time’