Vince Staples har skabt et hiphop-album så intenst, at man glemmer at trække vejret
Overgangen fra første til anden halvdel af Vince Staples’ dobbeltalbum er som at vågne til et mareridt. Slutnummeret på første album, ’Summertime’, føles som et lettelsens suk efter Staples er raset gennem sangene, som var det en biljagt. »This could be forever, baby«, nynner han over et Clams Casino-beat, og man føler, at han måske har fundet en slags fred. Men det er en illusion. Lige så snart tracket slutter, indvarsles anden halvdel med et pistolskud, og så slynges man afsted igen.
Staples’ musik er som at være på en karrusel, der kører hurtigere og hurtigere. Long Beach-rapperen har altid været intens, som det mindre mesterværk ’Hell Can Wait’ fra sidste år viste, men her rapper han som sad han i den elektriske stol. Og livet står bogstavelig talt på spil: »Can a mother fucker breathe?«, udbryder han på ’Lift Me Up’, så det lyder som en blanding af Jay Z’s klassiske ’Can I Live?’ og Eric Garner, manden hvis »I can’t breathe« gik verden rundt, da han døde efter at være blevet udsat for politivold.
Hans rim ledsages af musik fra producer-legenden No I.D., der har skabt et perfekt lydunivers, der lyder som Neptunes’ beats fra Clipses’ ’Hell Hath No Fury’, bare med så meget bas, at albummet konstant synes at runge. Det er som jordskælv i ghettoen. Det bliver især blændende, når No I.D. også inviterer Clams Casino med til at producere, som på den ovennævnte ballade ’Summertime’ samt ’Surf’, et Kilo Kish-samarbejde der er direkte klubbet.
Eller ’klubbet’ er måske et forkert ord: Tempoet accelererer, der er bas og 808-trommer, men der skabes aldrig en decideret fest. Det samme sker på tracks som ’Loca’ og ’Lemme Know’ – »I ain’t really into clubs, into nightlife / only kick it with the thugs«, rapper Staples endda på førstnævnte. Resultatet er en række numre, der lyder som dystopiske Missy Elliot-tracks.
Andre steder bliver det direkte gangsta, som på det majestætiske drugdealer-track ‘Dopeman’, der nærmest er en avantgarde-version af et Young Jeezy-nummer, eller på ’3230’, hvor Staples rapper »barrel louder than a motor / keep the engine runnin’ when a nigga run up on ya«.
Det hele er hektisk. Man har knap tid til at trække vejret. Og faktisk er det netop Staples’ næsten voldsomme umiddelbarhed, der adskiller ham fra Kendrick Lamar, hvis ’To Pimp A Butterfly’ uomgængeligt er det album, som ’Summertime 06’ vil blive sammenlignet med. Dette er et album ikke ulig ’To Pimp A Butterfly’: Begge er voldsomme, vrede størrelser, der alligevel aldrig ofrer refleksionen. Men ’To Pimp A Butterfly’ kredser om sig selv – det er lyden af en person, der prøver at finde ud af, hvem han er.
’Summertime 06’ er lyden af en person, der prøver at finde ud af, hvilken retning han skal løbe i.
Læs også: Vince Staples giver en Soundvenue Session i København til august