Blondage tager deres elektroniske legesyge til nye pophøjder

Blondage tager deres elektroniske legesyge til nye pophøjder
Foto: Zille Bostinius

TEST Da Pernille Smith-Sivertsen forrige år kom med i Rangleklods, blev Esben Andersens sørgmodige, mørkt elektroniske univers straks ekspanderet med en mere umiddelbar legesyge. Efter navneskiftet til Blondage tager duoen den legende og langt mere eksplosivt poppede stil til stadig nye højder på deres fornemme debut-ep under det nye alias.

‘Dive’ havde allerede varslet en ny stil som Blondage, hvor den natklubbede puls blander blod med Smith-Sivertsens forførende vokal og det overraskende, manipulerede hook, der katapulterer nummeret milevidt væk fra metervare-synthpop og samtidig tilføjer en organisk følelse til den syntetiske æstetik. Det her er intelligent popmusik, hvis umiddelbarhed straks går i fødderne, men som samtidig ikke er bange for at udfordre klubbens konventioner.

Singlens elektroniske skævhed kendetegner også resten af ep’en, hvor der herudover eksperimenteres med r’n’b-tendenser og dyb bas samt en mere funky, midtempo-lyd som på ‘Lucky Black Skirt’,. Her formidler et elektronisk blæseinstrument og Esben Andersens dybe vokal den henslængt hedonistiske tekst på helt skødeløs facon: »I don’t care if you start a fight / ‘cause I’m gon’ get guttered all night / call me if your tears ever dry«.

På ‘FLF’ er det derimod Smith-Sivertsens vokal, der får lov til at stråle over et skarpt synthbåret beat og futuristiske vokalmanipulationer, som får hende til at lyde lidt, som hvis FKA Twigs kom i hænderne på en mere klubbet producer. Ligeledes skildrer duoen på både den sexede duet ‘BEG’ og den elektroniske gospelprædiken ‘Pray’ forelskelsens mani i virkelig detaljerige lydbilleder, der konstant overrasker med nye lag, breaks, samples og stemmeforvrængninger, så lytteren holdes på tæerne i det på én gang snørklede og virkelig dansable univers.


Kort sagt:
Rangleklods er blevet til Blondage, og duoen bestående af Esben Andersen og Pernille Smith-Sivertsen har aldrig lydt bedre end i deres nye skæve elektropopunivers, hvor man aldrig taber natklubbens puls eller umiddelbarhed i de ellers legesyge skæringer.

Læs også: Makkerpar bag Blondage-video: »Den ligegyldige burger i New York er et kip med hatten til Jørgen Leth«

Blondage. 'Blondage'. Ep. Tambourhinoceros.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af