How To Dress Well er gået bredformatspop på godt og ondt

How To Dress Well er gået bredformatspop på godt og ondt

Hvis man sætter How To Dress Wells debutalbum ’Love Remains’ fra 2010 på i dag, er det, udover Tom Krells karakteristisk upolerede, himmelragende falset, næsten ikke til at høre, at samme person står bag ’Care’.

Nuvel, Krell er stadig forankret i sine r’n’b- og popmusikrødder, men hvor debuten var lo-fi i yderste potens, er How To Dress Wells fjerde album næsten så poppet, det kan blive, uden det havner i Bieber-kategorien.

Tom Krell har på ’Care’ slået pjalterne sammen med dancehall-produceren Dre Skull, der har produceret for navne som Popcaan, Vybz Kartel og Beenie Man, samt Fun.- og Bleachers-bagmanden Jack Antonoff, der som producer blandt har arbejdet med Sia og Grimes, og som satte sine tydelige aftryk på Taylor Swifts ’1989’. Den rendyrkede popinspiration har tydeligt smittet af på Krell.

Væk er den maskerende, grødede reverb og de røgslørede lo-fi-tåger af laptop-produceret soveværelses-r’n’b, der kendetegnede og gjorde hans tidlige, glimrende singler som ’You Don’t Need Me Where I’m Going’ og ’Ready for the World’ unikke.

I stedet har Krell taget de mest ambitiøst poppede stunder fra 2014’s ’What Is This Heart?’ og projekteret dem op i sukkersøde nye højder med tekster, der er så ærlige og inderlige (se bare hvor følsom han ser ud på coveret!), at det næsten er for meget. På ’Anxious’ bekymrer Krell sig om antallet af sine Twitter-følgere over et lidt for kækt galoperende popbeat, mens den får med strygere på Coldplay-niveau på ’I Was Terrible’, en smadret guitarsolo (!) på ’Salt Song’ og et tropisk popbeat på ’What’s Up’, der ikke for alvor matcher Krells falset.

Mens maksimalismen til tider falder til jorden, gør Tom Krell sig andre gange også sært godt i sit nye popbredformat. Åbningsnummeret ’Can’t You Tell’ er en nærmest pinligt åbenhjertig sang om sex – en »consent-pop song, a sex-positivity anthem«, ifølge Krell selv – men her finder den inderlige tekst en god partner i en mere soulet, underspillet lyd, hvor Krells falset ikke blot virker som et instrument, der er klistret ovenpå et popbeat. Ligesådan er ’Lost Youth/Lost You’ en gennemført inderlig breakup-sang, hvor simple virkemidler som piano og et stærkt omkvæd er nok til at formidle Krells (virkelig mange) følelser.

Ambitionerne er skyhøje hos How To Dress Well anno 2016, men selv om Tom Krell har stemmen og ideerne til at rykke sin lyd ud af soveværelset og lave storladne hits på højde med popligaen, savner man smerten og den mere afdæmpede r’n’b-lyd fra fortiden, der i sidste ende formidlede følelser på langt mere inderlig vis end Krells bredspektrede oversharing på ’Care’.


Kort sagt:
How To Dress Well har allieret sig med dancehall-produceren Dre Skull samt popgeniet Jack Antonoff på sit fjerde album ’Care’. Resultatet er maksimalistisk pop med følelserne helt uden på tøjet – på godt og ondt. For Tom Krell er en naturlig mester i at formidle følelser med sin inderlige falset, men lidt for ofte bliver de kvalt i svulstige popproduktioner, der ikke klæder den (over)følsomme gut.

How To Dress Well. 'Care'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af