»Vi har hver især udgivet en del plader gennem årene, men det her føles alligevel som noget helt andet, nyt og spændende«.
Trioen Mantua er godt nok ny, men de tre medlemmer er ikke friske skabninger i den danske musikbranche: Silas Bjerregaard, Jens Skov Thomsen og Malte Aarup Sørensen har tilsammen gebærdet sig i Turboweekend, Veto og Duné.
Den mildt landevejsrockede debutsingle ‘Feel the Wheels’ er ude i dag og agerer forløber for en kommende ep.
»Det er efterhånden gået op for os, at musikken kræver at blive taget seriøst. Vi står pludselig med en håndfuld sange, der fortjener at få et liv uden for øvelokalet«, udtaler Malthe, og Mantua startede faktisk tilbage i 2013, da Silas og Jens snakkede om at lave musik sammen til en fest på Bremen.
Den gang talte de om at lave punk, men den idé er de kommet væk fra med ‘Feel the Wheels’.