Craig David leverer et kondensat af sin egen diskografi på ’Following My Intuition’
»Re-re-wind«. De fleste generation y-børn skal ikke høre mere end det, før de spontant synger med på Artful Dodger og Craig Davids nyklassiker eller bevæger sig ud på et nærliggende dansegulv. Blandingen af Mark Hills fritænkende take på 2-step garage og Davids flødevokal viste sig da også hurtigt som opskriften på succes og manifesterede sig efterfølgende på debutpladen ’Born To Do it’, der stadig står som en milepæl og som et af de få britiske bud på, hvordan urbanmusik kunne lyde i start-00’erne.
Af samme grund var det nok også svært for mange at følge Craig David blive trukket igennem det amerikanske popmaskineri på hans følgende udgivelser, der, selv om de måske vandt ham nye fans med radiovenlige hits som ’Rise and Fall’, på næsten tragikomisk vis endte med et coveralbum af Motown-numre – et pladeselskab, der netop er notorisk kendt for sin nærmest samlebåndsagtige tilgang til musikken.
Seks år efter hans seneste udgivelse har han på mange måder skruet tiden tilbage til ’Re-wind’ og genbesøgt de værdier, der indledningsvist skabte hans karriere. Det er nemlig ikke kun musikken, han er vendt hjem til, men på mange måder også sig selv: Efter en årrække som bodybuilder i Miami har han nu opgivet den kontrollerede spillestil og i stedet forsøgt at finde spilleglæden igen, som titlen på det nye album indikerer.
Den første suite af numre tager da også en direkte tilbage til millennium-årene, men formår åbenbart også at appellere til den nye generation – i hvert fald er ’Following My Intuition’ gået direkte ind på den engelske albumhitliste som nummer et – som den første af Craig Davids plader siden ’Born To Do It’.
Det forstår man, når man lytter til et nummer som det på én gang retro og nutidige ’When the Bassline Drops’, der i både tematik og æstetik genkalder netop ’Re-Rewind’ med sine keys, garagetrommer og partystarterpotentiale.
Det samme gør sig gældende for ’16’, der parafraserer hans gennembrudshit som soloartist, ’Fill Me In’, og fusionerer det med hooket fra Jack Ü og Justin Biebers ’Where Are U Now’. På den måde bliver det afkodeligt for både et publikum, der har ungdommen bag sig, og et, hvor den knapt er begyndt.
Mere konventionelt er det gjort på ’Don’t Go’, som bygger på en traditionel drum’n’bass-skabelon samt ’Ain’t Giving Up’ og ’Nothing Like This’, der kapitaliserer lige lovligt meget på de senere års EDM- og tropical house-bølge, men som ikke desto mindre vil virke effektivt på en natklub.
Herefter skifter albummet karakter og bliver mere downtempo, hvilket virker knap så effektfuldt. Bevares, numre som ’Change My Love’ og ’Louder Than Words’ er godt pophåndværk, men forekommer en kende tilbageskuende på en plade, der ellers gør en dyd ud af at gøre fortiden relevant for et nutidigt publikum, mens det knækker helt over på den trommeløse klaverballade ’All We Needed’, som forekommer helt malplaceret blandt de mange beatbaserede numre.
Derimod har numre som ‘Couldn’t Be Mine’ og ‘What If’ noget af den samme tidsløse appel, som nogle af Davids tidligere hits med de akustiske guitarer, taktfaste rimshots og indfølte omkvæd, som først Artful Dodger og siden Rodney ’Darkchild’ Jerkins populariserede på den anden side af Atlanten i hans produktioner for blandt andet Brandy og Destiny’s Child.
På den måde ender ’Following My Intuition’ også med at blive et kondensat af Craig Davids diskografi på godt og ondt, og man kan diskutere, hvor meget nyt han bringer til bordet, og om det havde fungeret bedre med en ren klub- eller popplade. Selv om albummet således heller ikke skal kendes på sin integritet, er det dog alligevel svært ikke at blive smittet af den spilleglæde, som Craig David udstråler.
Kort sagt:
’Following My Intuition’ er et glædeligt gensyn med Craig David, som udviser større spilleglæde end længe. Det er derfor også svært ikke at blive smittet af albummets energi, om end det sine steder kommer til at placere sig mellem to stole i sin leflen for både klub- og poppublikummet.