Suspekt annoncerer turné: »Største danske indendørs hiphopkoncerter nogensinde«

Med ‘V’ blev Suspekt for alvor folkeeje, og hiphop-trioen fra Albertslund har brugt de seneste to år på at give et utal af koncerter landet rundt – med Orange Scene på Roskilde Festival som højdepunkt.

Nu er de klar til næste kapitel, og efter i fredags at have udgivet den nye single ‘Står stadig’ (efter en premiere til P3 Guld), har Suspekt nu annonceret en mindre danmarksturné.

Det drejer sig om tre koncerter i marts og april næste år, og trioen indtager tre af de største indendørs spillesteder i landet: SCC i Aarhus, Forum i København og Aalborghallen i Aarhus.

Med Suspekts egne ord: 
»Vi føler, at vi er lige der, hvor vi hører til, og vi har de bedste forudsætninger for at fylde Forum, SCC og Aalborghallen. I 2015 vandt vi en DMA for årets bedste livenavn, og det har vi tænkt os at leve op til med en enestående og energisk koncert, hvert sted, som kommer til at tage os selv og publikum på en rejse igennem fem album, plus det løse… Og hvem ved, måske noget helt nyt. Vi kommer tordende som et hold og der er plads til alle! Det bliver de største danske indendørs hiphop-koncerter nogensinde og vigtigst af alt… Vi vil lave en folkefest«.

Billetsalget starter på onsdag kl. 10.00.

Suspekt:
31/3: SCC, Aarhus
7/4: Forum, København
8/4: Aalborghallen, Aalborg

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af