D.R.A.M. sigter efter stjernerne med genreløs regnbuerap
Kender du ikke allerede D.R.A.M, er han kunstneren, der i en rum tid var bedst kendt for at tiltvinge sig taletid ved at skose Drakes monsterhit ’Hotline Bling’ i påstanden om, at dele af sangens umiskendelige solskinsbeat er gaflet fra hans egen ’Cha Cha’.
Men ud over den nu aflagte Drake-tøven finder man ikke antydningen af negativitet i D.R.A.M.’s forunderlige univers. Vi snakker om en mand, der stolt ejer en Goldendoodle ved navn Idnit, hvis runde bamseansigt skriger af livsglæde, og som i kraft af debutalbummets titel er selvproklameret voksenbaby.
Musikken på ’Big Baby D.R.A.M.’ bakker alt dette op. Forestil dig en kulørt forlystelsespark, hvor næsten hvert nummer er sit eget lalleglade tilløbsstykke, så har du en rammende forestilling af, hvordan landet ligger.
Første lystighed er introen ’Get It Myself’, hvor byger af himmelravende vokal-pitches givetvis må forstås som solopgangen på den agenda, D.R.A.M. har på hjerte. Det er en selvbemyndigende ballade, hvor han med gospeltenderende skønsang lige så meget forsøger at overbevise sig selv som lytteren om, at spread love-devisen er den eneste rigtige. Som oftest fungerer det.
Måske beretter voksenbabytitlen også om hans inklination til at have en fod i både tilbage- og fremadskuende genrelejre, da han åbenfavnet inviterer både fortidens og fremtidens musikansigter ind i et vellykket sammenkog, hvor ingredienslisten tæller både funk, soul, r’n’b, pop og trap. Og selv om vokalgaloppen til tider foretager excentriske udsving, beviser D.R.A.M. især på r’n’b-stykkerne, at den er albumværdig.
’Monticello Ave’ og ’Change My #’ lyder således som tidssvarende mandlige pendanter til Jill Scott og Erykah Badus ømtålelige neo-soul fra 90’erne, hvor sidstnævnte endda hives med på den smørrede duet ’WiFi’ – »No strings attached, but still connected« – der på lidt for fiks teknologimetaforisk vis indkapsler samtidens tøvende frygt for at binde sig fuldgyldigt til nære relationer. Var det ikke for trackets lindrende lyd, hvor intet andet end her-og-nu-hengivenhed gælder, var de to nok ikke sluppet så godt fra en ellers indisponeret perifrase.
Andre steder lykkes de mere fremsynede eksperimenter næsten med udelt succes, når protagonisten formår at skabe et rum, hvor alt og alle holder hånd og følges unisont ad. For eksempel byder ’Misunderstood’ på blaxploitation-toner i et bombastisk univers, hvor Young Thug maskinelt spræller side om side med fremmarchende pianoakkorder og rocket naturlyd. Det har sjældent lydt bedre.
Og så er der naturligvis den lyksaligt smittende skunkhyldest ’Broccoli’ med Lil Yachty: Et uskyldigt spejderdrengs-trap-beat med en blokfløjte-fetich så stor, at det seriøst kunne gå an som Nickelodeon-tema på trods af sit slet skjulte budskab. Trappy-go-lucky får man næsten lyst til at kalde lyden.
Men hvor soulsangere til tider klynger sig til en penibel og seriøs aura, er D.R.A.M. antitesen heraf. Hans musik danser rundt i en sindrig candyfloss-verden – især på ’Cute’, hvis omkvæd lyder »I think you’re cute / oh yes, I do« – der skæver næsten lige så meget til Teletubbies som sit spraglede musikalske inspirationsfundament.
Resultatet er et album, der ofte byder på sangvinsk vellyd, men blotter et melassetungt bristepunkt, hvis man ikke just er fan af overgearet munterhed døgnet rundt. Der tærskes overpositiv langhalm lyttet igennem – selv på utroskabsballaden ’Password’.
En klædelig puster, der eventuelt kunne trække på mere seriøse eller melankolske emner, skal man grave godt og grundigt efter, hvorfor det i sidste instans bliver en anelse for meget af det gode.
Kort fortalt:
’Big Baby D.R.A.M.’ byder på barnagtig munter vellyd på et sindrigt fundament af både soul, funk, r’n’b, pop og hiphop, hvor både fremad- og tilbageskuende genrebestanddele danner grundlag for et smittende candyfloss-univers. Men albummet insisterer samtidig så indædt på et lyserødt livssyn, at det i sidste ende bliver for meget af det gode.
Læs også: D.R.A.M.’s skæve hash-hit ‘Broccoli’ får tv-debut hos Conan