Årets bedste danske sange – top 10-1

Toppen af poppen – bogstavelig talt. Vi kårer de allerbedste sange fra Danmark anno 2016.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Masasolo ‘Really Thought She Loved Me’

Masasolos debut af en blid, psykedelisk, bittersød breakup-vise er et klasseeksempel på, at en enkelt single sagtens kan agere effektiv rambuk for en karriere. Efter at have boblet lidt rundt hos KarriereKanonen var pladeselskabet Antiphonics ikke sene til at samle Morten Søgaards Tame Impala-inspirerede projekt op og lyn-udgive singlen, og det forstår man godt. Søgaard har næse for både veldrejede melodier og lyserødt lysergiske arrangementer, hvilket ‘Really Thought She Loved Me’ demonstrerer perfekt.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Artigeardit ‘Forklar ma’

Landet bobler af talentfulde rappere, men et af årets mest lovende gennembrud kom fra unge Artigeardit, der tilbage i februar gjorde storstilet entré med ‘Forklar ma’. Den fuldfede, soul-samplende, Kanye West-anno-’The College Dropout’-agtige produktion var virkelig et friskt pust, og så har Ardit en selvsikker, afslappet og overlegen omgang med ord. Noget helt andet end den gaderap, der også dominerede meget af det danske hiphop-år.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Ukendt Kunstner ’Overleve’

Teksten har nok fået en lidt anden efterklang her ovenpå den nylige offentliggørelse af Ukendt Kunstners breakup, men ‘Overleve’ var allerede ved albummets udgivelse et højdepunkt. En opløftende albumlukker og et forbløffende vellykket popeksperiment, som i bakspejlet lukker makkerparrets diskografi ned med håb fremfor fortvivlelse. Og det er et eller andet sted ret smukt.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Mø ‘Final Song’

‘Final Song’ introducerede os til 2.0. På flere måder markerede sangen et vendepunkt: Det mangeårige musikalske partnerskab med Ronnie Vindahl og Diplo blev erstattet af en flirt med svenske Noonie Bao og britiske MNEK, og lyden var (derfor også) langt mere bombastisk end tidligere hørt fra Mø. Men sikke en banger! Når man først har slugt de tyggegummipoppede andenstemmer og den polerede tropical house-lydende produktion, er det umuligt ikke at blive grebet af sangens opløftende og ekstremt catchy format. Et overbevisende – og modigt – hamskifte.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Kenton Slash Demon ‘Peace’

Mens When Saints Go Machine så småt er ved at finde fødderne igen efter en treårig pause, er der anderledes gang i kedlerne i Kenton Slash Demon-lejren. Singlen ‘Peace’ var duoens stærkeste single i år med WSGM-frontmanden Nikolaj Vonsild på (dog stærkt vocoder-forklædte) vokaler. ‘Peace’ viser nye, mere umiddelbare og catchy sider af Silas Moldenhawer og Jonas Kentons fælles klubprojekt, og til de opmærksomme så er det altså klaverstykket fra Ukendt Kunstners ‘Langt væk’, der samples.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Benal feat. Suspekt ‘Fri’

Benal-rapper Benjamin har en helt unik levering set med danske briller. Hans ord kommer hakkende og aggressivt ud af munden, som var de en menneskelig pendant til Alberts opfindsomme elektroniske produktioner. ‘Fri’ fra debutalbummet ‘Nu’ er et monster af en sang: En banger til den frie mand med omkvæd fra Orgi-E og beskidt vers fra Bai-D.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Noah Carter ’Do You’

»Fri Noah Carter«. Shout-outs fra blandt andet Gilli og Ukendt Kunstner havde gjort Noah Carter kendt, allerede inden sangeren og rapperen skød sin karriere i gang. Hypen var derfor ægte, da Carter udgav debutsinglen ‘Do You’, men han leverede med en intens, ekstremt velproduceret (takket være Hennedub) og super svingende r’n’b-ballade, der var årets bedste bud på en international r’n’b- og hiphop-lyd. Carter udgav også den hårdtslående ‘B.O’, men det var i det blåtonede hjørne, at han cementerede sit talent på mest overbevisende facon.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Liss ‘Sorry’

Helt uden bulder og brag udgav Liss i maj debut-ep’en ‘First’, som vi tidligere på måneden kårede til årets bedste danske udgivelse. Førstepladsen skyldes ikke mindst den funky sjæler af en singleforløber, ‘Sorry’, der indfanger de fire fyres overlegne talent, men også beskedne og jordbundne attitude.

Med sin umage, men overmåde catchy parring af vocoder, diskrete olietøndeklingende synths og harpe som nogle af de bærende komponenter, er sangen en mindre revolution i det danske r’n’b-landskab, der ellers har været decideret overgroet med nye talenter de seneste par år. For nuancerne på Liss’ dansegulv funkler som de mange spejle i en diskokugle – ømt, iørefaldende, selvsikkert og sårbart. Og behøver vi nævne Søren Holms trumfkort af en vokal?


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Bisse ’Seks hjerter’

Bisse fik fart på i 2016. Han skruede lidt ned for udgivelsesfrekvensen, men med det mere melodisk åbne ‘Højlandet’ fik den excentriske sangskriver et velfortjent gennembrud. Kronen på værket er den otte minutter lange ‘Seks hjerter’, hvor Thorbjørn Radisch Bredkjær på et backdrop af opulente blæsere, strygere og piano deler hjerter ud til venner, familie, bandkammerater og børnehavebørn og på sin vis anmelder selve livet. Det er storslået og ambitiøst – en kaotisk perle, der vil det hele og lykkes.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Jamaika ‘Blodskudt’

‘Blodskudt’ er i princippet en ganske simpel sang, men den vil og kan så meget. Et eftertænksomt klaver og smældende trommer danner underlægningsmusik til Jamaikas personlige dilemma, som mere end noget andet har repræsenteret den ekstremt talentfulde sangers liv i virkeligheden, hvor han også i 2016 har været inde og ude af fængslet.

‘Blodskudt’ er Jamaikas somali-blues i fuldt flor, og hans skælvende vokal har ikke lydt bedre end her: En klagende ghetto-råb om det at være der for vennerne velvidende, at det kan ende med en ny tur bag tremmerne. Et stærkt, veludført og på sin helt egen måde gribende nummer om troskab til blokken og de blodskudte penge.

Læs også: Årets bedste danske sange – top 20-11

Læs også: Årets 15 bedste danske album

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af