Fleet Foxes er tilbage med første album siden Father John Mistys exit

Det er snart seks år siden, vi sidst hørte nyt fra amerikanske Fleet Foxes. Dengang hed albummet ‘Helplessness Blues’, mens gruppen havde Josh Tillman i stald på både trommesæt og assisterende vokal.

Siden da er gruppen blevet en Tillman fattigere, da denne som bekendt har fået sig en solid solokarriere under aliasset Father John Misty, men en Morgan rigere, idet Neal Morgan (der tidligere har bokset gryder for Joanna Newsom og Bill Callahan) har sat sig bag trommerne.

Nu er Fleet Foxes endelig klar med nye harmonistreger. Forsanger Robin Pecknold har i løbet af den seneste tid delt et par smagsprøver på nye numre via sin Instagram, men fik forleden nysgerrigheden blandt sine fans til at toppe, da han delte et screenshot af sit iTunes-bibliotek, hvor hans Fleet Foxes-samling var fuldendt med et tredje, nyt album.

Albummet får ifølge Pecknolds billede (der hurtigt blev slettet igen) titlen ‘Ylajali’ samt et coverbillede taget af den japanske fotograf Hiroshi Hamaya. Ylajali er navnet på en karakter fra norske Knut Hamsuns romanklassiker ‘Sult’.

Billedet afslører desuden, at Pecknold og co. udgiver pladen via Nonesuch Records, hvilket betyder et skifte fra Sub Pop og Bella Union, som gruppens to foregående skiver stammer fra.

Fleet Foxes har dog endnu ikke bekræftet nyheden med en officiel udgivelsesdato, men i disse surpriseparty-tider på udgivelsesfronten kunne det meget vel være lige om hjørnet.

Se Pecknolds iTunes-billede (via Reddit) herunder.

Læs også: Father John Misty reflekterer over verdenssituationen på ny sang – hør ‘Holy Hell’

Skærmbillede 2016-12-27 kl. 10.52.29

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af