Fleet Foxes

Fuldskæggene og skovmandsskjorterne er ikke droppet, siden Fleet Foxes sendte deres succesfulde 2008-debut på gaden. I hvert fald byder den længeventede opfølger kun sporadisk på nye toner, og ellers gør Seattle-sekstetten stadig det, de er bedst til: Transformerer idyl-begrebet til deres egne, barok-influerede folkhymner.

Allerede på den nøgne albumåbner ‘Montezuma’ trækkes man ind i gruppens karakteristiske, eventyrlige univers, der som tidligere har den akustiske guitar og de flerstemmige vokalharmonier som altoverskyggende hovedfaktorer. Og det fungerer, i hvert fald langt det meste af tiden, på grund af frontmand Robin Pecknolds eminente sangskrivningsevner, der når misundelsesværdige højder på eksempelvis den omskiftelige ‘Sim Sala Bim’, den billedskønne ‘Someone You’d Admire’ og vanvidsnummeret ‘The Shrine/An Argument’, der med en storvarierende spændingskurve og sine omtrent otte minutter blandt andet viser overskud til at indlemme en syret saxofonsolo mod slutningen. En besynderlig tilføjelse der dog heldigvis fremstår mere interessant end malplaceret.

Men meloditækket holder desværre ikke hele vejen igennem, og et nummer som ‘Bedouin Dress’ fremstår derfor lettere uforløst, mens de repetitive sangstrukturer i ‘Battery Kinzie’ og ‘Lorelai’ giver et mere uomgængeligt og kedsommeligt udtryk, som pladen godt kunne have været foruden. Lykkeligvis skæmmer det ikke i højere grad, end at Pecknold og co. har leveret en mere end værdig opfølger. Idyllen er intakt – og tak for det.