Foxygen i hamskifte: Overdådig orkesterpop balancerer pirrende på kanten af pastiche
Se, det var et musikalsk hamskifte, man ikke lige havde set komme. Evaporeret er de legesygt psykedeliske tilbøjeligheder og i stedet toner Foxygen frem med et 40-mands orkester i ryggen og en samling sange indsvøbt i overdådighed.
Vi snakker inspiration fra 60’ernes barokke popmusik, hvor blandt andre Burt Bacharach og Scott Walker satte den klassiske musiks elementer i stævne med populærmusikkens komponenter.
Siden har den sofistikerede subgenre haft sporadiske renæssancer, og nu er det altså d’herrer Jonathan Rado og Sam France, der kaster sig ud i løjerne på et album skabt i samarbejde med både Steven Drozd fra Flaming Lips og Matthew E. White, der har skrevet stryger-partiturerne.
Albummet er som en tidsrejse til en svunden epoke med selskabsklædte gæster, der sværmer omkring i lounger og cocktailbarer på eksklusive hoteller. Resultatet er ret så gennemført, selv om nogle givetvis vil tænde af på de melodramatiske tilbøjeligheder.
‘Follow the Leader’ slår tonen selvsikkert an med groovy Rhodes-piano tilsat medrivende strygere og blæsere, og selv om arrangementernes rammer er fastlagte, skinner en diversitet igennem materialet. På ‘Mrs. Adams’ er der reminiscenser af Foxygens legesyge tilgang, og i den country-farvede ‘On Lankershim’ træder det orkestrale akkompagnement klædeligt en anelse i baggrunden.
Det er en del af charmen og pirrer nysgerrigheden, at Rado og France hele tiden balancerer på knivsæggen af pastiche. Hvornår kollapser den teatralske kulisse og afslører ‘Hang’ som intet andet end opulent staffage? Forbavsende få gange. France placerer stemmebåndene i et skælvende barytontoneleje i ‘Upon a Hill’ og ‘Trauma’, der fremstår som lydsporet til et lidt for overlæsset Las Vegas-show. Og selv om de er tydelige, fjerner musical-tendenserne i ‘Avalon’ og ‘Rise Up’ heldigvis ikke fokus fra, at der ligger et solidt melodimateriale bagved.
Den storladne iscenesættelse på ‘Hang’ vil givetvis polarisere fanskaren, men herfra kippes der med flaget over Foxygens insisterende kursændring. Omend der males med brede strøg, løber en rød tråd gennem sangskrivning, arrangementer og udførsel på et gennemført udspil, hvor evner og ambitioner forenes på opsigtsvækkende og glimrende vis.
Kort sagt:
Sam France og Jonathan Rado prøver favntag med overdådig orkesterpop, som på pirrende vis balancerer på kanten af pastiche. Det overraskende hamskifte vil givetvis polarisere fanskaren, men duoens evner og ambitioner forenes på et gennemført album, der undgår at implodere i opulent staffage.