Jens Lekman krydrer den skandinaviske indiepop med calypso, samba og bossanova

Jens Lekman krydrer den skandinaviske indiepop med calypso, samba og bossanova
Foto: Ellika Henrikson

‘Sipping on the Sweet Nectar’ hedder et nummer på Jens Lekmans andet album ‘Night Falls Over Kortedale’ (2007), og det føles vitterligt som om, den svenske sangsnedker med det spidsfindige tekstunivers og skarpe vid befinder sig under varme himmelstrøg og suger musikalsk nektar til sig fra eksotiske kilder.

‘How We Met, the Long Version’ fra Lekmans nu fjerde album føles som at danse gennem en sydeuropæisk havneby, og What’s That Perfume That You Wear’ er lutter brasiliansk karnevalstemning med kromatisk percussion ad libitum og et groove, der øjeblikkeligt sætter sig i hofter og fødder.

Den sydlandske stemning toner ligeledes indover den flamenco-influerede ‘Our First Fight’ og ‘Wedding in Finistére’ med elementer af world music, der står i gæld til Paul Simons ‘Graceland’-album. Sangen rummer albummets mest smittende omkvæd, hvor Lekmans lyriske tæft og levering er helt suveræn: »A five-year-old watching the ten-year-olds shoplifting / ten-year-old watching the fifteen-year-olds french kissing / fifteen-year-old watching the twenty-year-olds chain-smoking / twenty-year old watching the thirty-year-olds vanishing«.

Musikalske træk, der i høj grad klæder Lekmans sangskrivning på et album, som ligeledes er en glimrende opvisning i hans trumfkort: Talentet for at fortælle historier, der er lige dele humoristiske, underfundige og tankevækkende.

Han betragter vinden som en strygersektion i ‘Dandelion Seed’, og en tv-serie diskuteres til en parmiddag, hvor en af deltagerne altså ikke er helt up-to-date med sæson tre (‘Our First Fight’). Ligeså kontrasteres musikkens florlette fremdrift i ‘Evening Prayer’ af tekstens absurd-morbide narrativ om Lekman, der går på værtshus med en kammerat, der medbringer et billede af den cancer-tumor, han lige har fået fjernet.

Når han dykker ned i materien og præsenterer sine melodier som vedkommende historier, stråler hans soleklare talent som fortællende sangskriver lysende klart. Med et modus operandi, der synes at lade sange baseret på triste erfaringer/emner fremstå positive og vice versa.

‘Life Will See You Now’ er et kærkomment genhør med en af den skandinaviske indiepops mest markante sangskrivere – nu i varmere indpakning, og det havde faktisk været interessant, hvis han var gået all-in på de eksotiske nuancer. Hans flirten med calypso, samba, bossanova og flamenco smager i hvert fald af mere.


Kort sagt:
En af skandinavisk indiepops markante skikkelser har hentet inspiration fra sydlandske himmelstrøg og mixer med sikker hånd calypso, samba, bossanova og world music i en nuanceret cocktail. Velfungerende elementer, som dog sagtens kunne have udgjort hele albummet, hvor Jens Lekmans tæft for at levere skarpe tekster i underfundige fortællinger er intakt.

Jens Lekman. 'Life Will See You Now'. Album. Secretly Canadian/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af