Oplev Black Hippy-rapperen Ab-Soul til en Soundvenue Session

Han huserer hos det toneangivende hiphop-pladeselskab Top Dawg Entertainment og har siden 2009 udgjort 25 procent af Black Hippy-slænget, som ellers udgøres af Jay Rock, Kendrick Lamar og Schoolboy Q.

Nu kan Ab-Soul endelig opleves på dansk grund, og vi er stolte over i samarbejde med LiveNation at præsentere den amerikanske rappers debutkoncert i Danmark.

Ab-Soul giver en Soundvenue Session i Pumpehuset den 15. juni.

Mens Kendrick excellerer i politisk selvransagelse og Schoolboy leverer betonbangers, befinder Ab-Soul sig i en helt anden grøft. Herbert Anthony Stevens IV (som er hans borgerlige navn) er kendt for sine konspirationsteorier, og både lyrisk og beat-mæssigt kan han uden tvivl erklæres for Black Hippys skæve eksistens.

Ab-Soul er 110 procent anti-establishment – han stoler ikke på samfundets regler og normer. Måske det er derfor, han altid har solbriller på? Så systemet ikke kan se ham i øjnene.

Hans diskografi spænder efterhånden bredt, og Ab-Soul mixtape-debuterede i 2009 med ‘Longterm’ hos Top Dawg. Efter det er der kommet endnu et mixtape og så fire album (senest ‘Do What Thou Wilt’, 2016), hvor det skelsættende ‘Control System’ fra 2012 stadig står som hovedværket i hans besættende hiphop-univers.

Læs mere om koncerten på Facebook HER.

Soundvenue Session: Ab-Soul
15. juni
Pumpehuset
Billetpris: 240 kr. (Billetsalget starter fredag den 17. marts)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af