Man bliver helt misundelig af at se Soleimas nye musikvideo til ‘Breathe’, der flyder over med farver, pools, afslappede feriebilleder og, ja, katte.
»I wanna daydream with you«, synger Sarah Mariegaard, og det er let at blive opslugt af stemningen, som musikalsk er lavet sammen med danske Vasco og Los Angeles-produceren Hoodboi, som sangerinden er kommet i kontakt med via Eloq (der som bekendt befinder sig en hel del i den amerikanske by).
»Jeg lavede videoen til ‘Breathe’ sammen med instruktøren Jonas Risvig og art directoren Maya SB, som jeg begge beundrer. Det var vigtigt at finde nogle visuals som passede til stemningen i nummeret. ‘Breathe’ handler om eskapisme, at flygte fra tid og sted, væk fra virkeligheden. Næsten som når man er på ferie og glemmer om alt det derhjemme, så vi ønskede at give videoen en feriestemning kombineret med flugt og konsekvensen af denne. Vi endte nok nærmest med en collage fremfor et narrativt udtryk, som passede godt ind i denne stemning«, fortæller Soleima.
‘Breathe’ stammer fra debut-minialbummet ‘No. 14’, der udkommer den 21. april. Samme aften spiller Soleima releasekoncert på Bremen.
Læs også: Se Soleimas trippede hjemmevideo til ‘Cracks’