Roskilde Festival er blevet ramt af endnu et afbud: Blink-182 har aflyst deres koncert på sommerens festival.
De amerikanske poppunk-veteraner begynder i juni en større europaturné, men har aflyst deres tre planlagte koncerter i Skandinavien inklusiv deres show på Roskilde Festival, som var planlagt til onsdag den 28. juni kl. 23.00 på Arena.
Roskilde Festival arbejder i øjeblikket på at finde en erstatning til tidsrummet.
Udtalelse fra Blink-182:
»Da vi arrangerede turneen sidste år, var vi sikre på, at vi ville kunne få hele forløbet til at fungere. Men vi er nu yderligere begrænset i vores evne til at rejse og er nødt til at finde tid til at omlægge planerne i en nær fremtid. Undskyld til alle vores fans, der havde købt billetter og så frem til de her koncerter, men vi kommer tilbage snart«.
Om aflysningen har noget at gøre med trommeslager Travis Barkers flyskræk vides ikke.
Roskilde Festival blev tidligere i maj ramt af en anden aflysning, da A Tribe Called Quest aflyste deres koncert grundet, at Q-Tip havde erhvervet sig en alvorlig skulderskade. Ice Cube og Digable Planets blev i samme ombæring annonceret som afløsere.
Læs også: Roskilde Festival afslører ny festscene i camping Øst – erstatter programmet på skatescenen