G-Eazy spillede en birolle til sin egen fest på Roskilde Festival

»Jeg kunne ikke se en skid«, lød det fra en feststemt pige, idet hun fuldkommen euforisk maste sig fri af publikumsmasserne, spænede direkte ud mod en af Arenas teltpæle og brækkede sig stort og flot ud over det hele.

En festivalsmittet teenager post-ølbong er næppe den skarpeste dommer, men hele optrinet var sigende: Hun havde sandsynligvis hverken set, hørt eller fattet alverden, men hun havde haft en uforlignelig fest.

G-Eazy var ingen stor musikalsk oplevelse. Hverken at se eller høre på. Mens han tvivlsomt og snøvlende driblede op og ned ad sit backingtrack, moshpittede, crowdsurfede og skreg det overstadige publikum sig ubekymret igennem hele seancen lige fra første storhit ’I Mean It’ til en række »brand new shit«.

Rapperen leverede en veloplagt fest, men publikum tog æren for den største vokalpræstation og hans producer for den mest helhjertede scenepræsentation.

Men ret skal være ret: G-Eazys hits er hamrende fængende, støbt efter den mest bombastiske, storstilede popskabelon. Produktionerne var som skabt til Arena, hvor lyden kunne boltre sig uforstyrret under teltdugen og buldre direkte ind i publikum, der fik den fest, de på musikpladsens åbningsaften hungrede efter.

Kogepunktet blev nået under finalen med ’Me, Myself & I’ i et fællesskrål så omfattende, at hovedpersonen snildt kunne have forladt scenen, uden nogen havde opdaget det.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival