Ride på NorthSide – tidløs perfektion

For de guitarofile var det med afstand NorthSides flotteste samling instrumenter, der havde indfundet sig på scenen inden Ride-koncerten lørdag eftermiddag. Uanset om det var Andy Bells karakteristiske samling Rickenbackere eller Mark Gardeners turkisblå Fender Jaguar, var der dømt blankpoleret strengeporno for alle pengene.

Det indtryk blev kun endnu bedre, da det britiske firkløver indtog scenen og begyndte at klemme toner ud af dem. For de uindviede, er Ride et af de ’tre store’ britiske, genreskabende shoegazer-bands fra start-90’erne (de andre to er My Bloody Valentine og Roskilde-aktuelle Slowdive), og det blev med deres NorthSide-optræden ekstra tydeligt, hvor nutidige kollegaer fra Communions især har deres lyd-DNA fra.

For Ride præsterede at ramme den samme perfektion og nerve som netop vores egne opkomlinge, og gensynet med støjrockheltene var simpelthen en gennemført lise for sjælen. De lagde ganske vist ud med et par numre fra det kommende albumcomeback ’Weather Diaries’, herunder ‘Lannoy Point’ og ‘Charm Assault’, men slog snart over i deres ældre materiale fra ‘Nowhere’ og ‘Going Blank Again’-æraen.

Undervejs kunne man især fryde sig over, at hverken Mark Gardener eller Andy Bells vokaler lød til at være blevet en dag ældre på trods af, at manken omkring i hvert fald førstnævntes kontrafej er reduceret til en skaldet isse, og at harmonierne og samspillet, som var fødselshjælpere for deres signaturlyd, stadig er intakt. Rides sande helt er dog deres trommeslager Loz Colbert, hvis overskudsagtige, kinetiske og sofistikerede spil slog alvorlige gnister bag de tre andre medlemmer.

Senere i sættet blev det til et par smagsprøver mere fra ‘Weather Diaries’, titelnummeret og den vokalsamplende ‘All I Want’, der begge tegner lovende, men koncertens bjergtagende momenter var dog især en nærmest definitiv udgave af den baggy-løse og langstrakte ‘Leave Them All Behind’, som sagtens kan bære sine 8-10 minutters spilletid – samt den insisterende letbener ’Taste’. Til sidst gik der endda støjkatarsis i den under ‘Drive Blind’, der som Rides svar på My Bloody Valentines ‘You Made Me Realise’ også blev brudt op af et flere minutter langt frådende white noise-intermezzo til at ruske liv i NorthSide-publikummet.

Et herligt gensyn med et band, som trods den åbenlyse risiko for at falde i nostalgi-fælden snarere lød tidløse, relevante og ikke mindst sultne på meget mere.

Læs anmeldelse: Suspekt på NorthSide

Læs anmeldelse: Thomas Helmig på NorthSide