Roskilde Festival: 67 var fantasiløse og energiforladte
Et hypet YouTube-fænomen og Dyrskuepladsens måske mest rowdy sceneri. Mere kræver det ikke at lokke de allermest energiske og skubbelystne festivalgængere væk fra de skrattende basserenader i campingområdet og op til Apollo – en scene, der for længst er blevet ækvivalent med moshpitficerede hiphop-undergrundfester.
Torsdag aften skulle publikum dog vente længe på forløsningen. Det var nemlig først efter 20 minutters rewind-helvede fra en manisk dj, at LD og de delvist maskerede gangbangere fra 67 gjorde deres entre – til lyden af politisirener, selvfølgelig.
Hvis entreen var forudsigelig, var livekonstellationen alt andet. Var man dukket op for at få et eksplosivt øjebliksbillede af den britiske undergrundsscene, måtte man nøjes med en dæmoniseret karikatur på et boyband. Deres tilstedeværelse på scenen var fantasiløs og den lille mængde energi, de bragte, blev mestendels brugt til at bygge moshpits.
Skuffende, ikke mindst fordi de ovenikøbet skøjtede let over deres egne tunge produktioner og drømmeagtige synths og gav publikum meget mere Skepta og Mura Masa-producerede tracks og meget mindre af deres forfriskende UK-take på trap og drill-genren.
67 formåede aldrig at hælde benzin på Apollo-bålet. De forlod scenen efter knapt en halv time, og havde det ikke været for det feststemte publikum, havde de seks rappere formentligt forladt scenen mere slukørede, end de så ud.