Roskilde Festival: Angel Olsen kørte på reserverne

Det kunne have været så godt. Det blev det bare aldrig rigtig, da den amerikanske sangengel Angel Olsen indtog Avalon sammen med fem jakkesætsklædte backingmusikere, der alle virkede godt og grundigt turnétrætte.

Koncerten kom aldrig for alvor i gang og var hverken særlig intim eller det modsatte. Det var en skam, når nu det er Olsens største talent at pendulere majestætisk præcis i dét spændingsfelt.

Bandet ulmede sig i gang til tonerne af ’High & Wild’, der endte i en kort halvkvædet rock-jam, hvis akavede stemning kom til at danne præcedens for resten af de ellers strålende sangperler. ’Shut Up And Kiss Me’ fremstod steril og fik heller ikke mange hænder i vejret i betragtning af, at det er sangerens mest streamede sang.

Olsen sang nu elegant som en kælen mis, og hun gled op og ned ad sit register med en enorm lethed gennem ’Give It Up’ og ’Not Gonna Kill You’, hvor samspillet mellem tunge akkorder og overstyrede feedback-toner kort løftede sig. Desværre opstod nogle underlige pauser mellem sangene, og Olsen ville tilsyneladende hellere agere sludrechatol end sanger. Det virkede som en dum disponering.

»We haven’t killed each other on this tour«, erklærede hun stolt. Ok, tænkte man – show it, don’t tell it. Midtvejs virkede de fænomenale ’Sister’ og ’Those Were The Days’ som bovlamme ballader, der kun alt for sjældent matchede deres eget niveau. Den sfæriske ’Woman’ lukkede dog med en vis nerve takket være sangerindens udsøgte vibrato, men det hjalp kun lidt på skuffelsen.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival