Roskilde Festival: Pom Pokos mathrock skabte lykkerus på ‘Skam’-niveau

Pom Poko fremstod som vaskeægte rising stars mandag aften og ydede dermed retfærdighed til navnet på festivalens ene opvarmningsscene.

Firkløveret fra Trondheim bevæger sig i et genrefelt notorisk kendt for sin indforståethed, så det var skønt at opleve et band, der spillede mathrock og groovecore, men gjorde en dyd ud af at invitere folk ind i deres rytmisk udfordrende og tonalt kryptiske univers.

Det unge band udstrålede lige dele imødekommenhed og ydmyghed. Særligt var sangerinden Ragnhild Fangel et svært charmerende bekendtskab, når hendes naivt sødmefulde vokal fusionerede den instrumentale kompleksitet med en umiddelbar popsensibilitet. Som et elskovsbarn af amerikanske Deerhoof og svenske The Cardigans spillede Pom Poko rockmusik, der lød svær men fremstod legende let.

Singlen ‘It’s a Trap’ indkapslede glimrende bandets lyd, delvist båret af kringelkrogede guitarforløb og rytmiske krumspring, men forløst i et omkvæd, man kunne synge med på, og som fik det entusiastiske publikum til at smide labberne i vejret til »take me higher«-hooklinjen.

Få dage efter afslutningen på sensationen ’Skam’ er det næsten for letkøbt et kort at trække, men de fire nordmænd formåede ligesom deres jævnaldrende landsmænd i tv-serien at forene folk i en kollektiv lykkerus. Da det i tilgift skete med musik, som er kompleks og udfordrende, var Pom Pokos koncert intet mindre end et lille mirakel.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival