Roskilde Festival: Tiltrængt tryllefløjte til Værkets progrock på Rising

De færreste gik nok rundt og troede, at det, der manglede på deres festival, var en heftig omgang magisk tværfløjte. Men Værket fik søndag eftermiddag overbevist enhver, der nogensinde har tvivlet på fløjteinstrumentets relevans.

Fra start greb de publikum med deres imponerende kompromisløse, moderne version af 70’ernes progressive rockmusik med kun skuldertræk tilovers for gængse sangstrukturer og jagt på omkvæd og nemme point. Vi taler den gode gamle skole af middelalderforelsket rock med King Crimson og Yes, men også lidt nik til nyere stadionbands om Muse – uden dog at lade guitarmusklerne overdøve de mere subtile elementer.

Bandmedlemmernes smukke hår og broderede veste blafrede i vinden, mens de drillende byggede lange forløb op, som krævede, at man holdt tungen lige i munden. Guitarist Anders Jørgensen lignende en ægte Woodstock-helt med skarp garderobe som Søren Berlev fra Gasolin, og han skiftede på ekvilibristisk vis mellem spade og saxofon, mens forsanger Jakob Emil Pedersen i bar mave og silkebælte uden besvær kastede sig fra vibrato-vokal til trompetsolo.

Det er befriende, at Værket tager, hvad de finder inspirerende fra en særlig rockmusikalsk periode og gør det til deres eget uden at ende som halvironisk kopiband. Ikke en af de mange fremmødte foran Rising var i tvivl om alvoren i tværfløjtens klang, og når Pedersens stemme i ny og næ kom til kort, var den fløjtespillende Andreas klar til at forføre os. Et friskt pust i fløjten i en bastung tid.

Anmeldelse: Barselona på Roskilde Festival

Værket. Koncert. Roskilde Festival, Rising.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af