Roskilde Festival: Tinashe hypnotiserede publikum ind i en brandertlignende trancetilstand

Hvor nogle artister har svært ved at finde sig til rette i festivalformatet, blomstrer andre.

Da Tinashe lagde ud med ’Ride of Your Life’ stod det klart, at den 24-årige r’n’b-kronprinsesse kun var kommet for at sejre. Flankeret af billedskønne dansere og en slagkraftig trommeslager var der plads til, at hun kunne rulle hele sit musikalske og artistiske talent ud.

I første del lænede hun sin lette vokal op ad de atmosfærisk tunge produktioner fra albummet ’Nightride’. Den tilbagelænede start var også startskud på en regulær tour de force gennem almengyldige følelser, vi alle kan relatere til. På ’Sacrifices’ tog følelsen af ulykkelig kærlighed for eksempel form som silkeblød tonalitet – hvilket publikum hyldede med tændte lightere.

Da Tinashe efter et kvarter demonstrativt forlod scenen, mindede hun mest af alt om en kloning af Beyoncé og Janet Jackson. Efter et kort trommeintermezzo vendte hun dog tilbage og skruede op for både selvtilliden, charmen og tempoet, og efter at have fundet sig til rette i den futuristiske r’n’b fra debutalbummet ’Aquarius’, kastede hun sig ud i de singler, der har pustet til rygterne om et nyt album.

Som om EDM-vibrationerne fra ’Flame’ og Calvin Harris’ ’Dollar Signs’ ikke var nok, så udviklede sceneshowet sig også til en sensuel dance off med alt fra twerking til head banging – alt sammen i takt til den pulserende storetromme.

Tinashe blomstrede i festivalformatet, og selv om showet til tider var lige en tand for disciplineret, hypnotiserede hun publikum ind i en brandertlignende trancetilstand.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Tinashe. Koncert. Roskilde Festival, Arena.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af