Veronica Maggio – regnvejrsdans reddede svingende svensk popfest
Flankeret af en rødklædt garde af musikere indtog Veronica Maggio scenen som salig David Bowies kvindelige modstykke i en satinskinnende bustier, kilt og glitrende plateaustøvler. Hvilket ikke var et helt umage match til den sprudlende og farverige popmusik.
En anden vigtig ingrediens i den svenske popdarlings udtryk er den bittersøde melankoli, som koncerten igennem rodfæstede sig i hendes indlevede ansigtsmimik. Kombineret med modvilje fra vejrguderne og en setliste, der tog lidt for mange tempomæssige dyk, blev koncerten ikke helt den euforiske feststarter, man kunne have håbet på.
Maggio kæmpede ellers en brav kamp og skød i starten af settet bundsolide popsange som ‘Jag lovar’, ‘Dom sa!’ og ‘Hela huset’ af sted med masser af charme og aktiv trasken rundt på scenen. Hendes band på to gange guitar, tangenter og trommer gav sangene masser af bund og modspil til den klare og kompetente vokal.
Veronica Maggio er en ægte crowdpleaser og har tydeligvis en særlig symbiose med sit publikum, der sidste år imponerede undertegnede med helt uhørt entusiasme og flair for at synge med på svenske strofer i et propfuldt Vega. På NorthSide havde hun imidlertid lidt sværere ved at fastholde det i forvejen lidt tynde fremmøde, efterhånden som den silende regn tog til i styrke.
Først da sangerinden demonstrativt sprang ned fra scenekanten og klatrede op på catwalken midt blandt publikum, kom der hul igennem. Her hoppede hun sig frygtløst igennem hittet ‘Jag kommer’, så vandet plaskede under plateaustøvlerne, og publikum kvitterede med arme i vejret, fællessang og en fuckfinger til regnen. Denne selvopofrende gestus trak til slut stikket hjem og satte en fed streg under hitmaskinen Maggios showmanship.
Læs anmeldelse: Saveus på NorthSide
Læs anmeldelse: Frank Ocean på NorthSide