Frank Ocean skabte sit eget format på NorthSide – fantastisk, men forkert

Frank Ocean, en festivalscene, en fredag aften. Det var en ligning, der krævede en hel del god fantasi og optimisme at finde en umiddelbar løsning på – og løsningen var lige så genial, som den var helt forkert.

Der gik et lettelsens suk gennem hele Østjylland, da Frank landede på dansk grund fredag morgen. Efter adskillige aflysninger på turnékortet og en insisterende holden sig ude af rampelyset, var vi så småt begyndt at frygte, at han var blevet til en vandrehistorie. Men for første gang i tre år stod han altså på en scene, hvormed NorthSide blev den mytiske sangers første koncert siden sidste års mesterlige ‘Blonde’ (samt det visuelle sidekick ‘Endless’).

‘Blonde’ er en væsentlig faktor, der er med til at gøre festivalligningen problematisk. Til trods for sit stilsikre format er det et album, der kommer på dybt vand under åben himmel på den store scene. Det er et indadvendt værk, hvis hjerte og sjæl først kan mærkes, hvis man lytter ordentligt efter – hvis helstøbte helhed glimrer ved antydningens kunst.

»Frank bryder tavsheden med at hviske, ikke råbe«. Men hvordan får man så ørenlyd, hvis man ikke råber sit publikum op fra en festivalscene? Hvordan fylder den perfektionistiske, indadvendte kunstner sin scene ud?

Frank Ocean kom med en løsning: Han inviterede os ind bag rampelyset, som han skyr så meget. Ind i øvelokalet, hvor han og hans lille backingband kælede for kunsten. En intim jamsession, hvor Frank bare var Frank – hverken mere eller mindre. Resten af verden stoppede med at eksistere – eller blev i hvert fald holdt demonstrativt ude af Franks komisk store høreværn.

Frank skabte sit eget format. Allerede fra de første afdæmpede ‘Blonde’-numre (ført an af ‘Solo’) og de nyeste singler (‘Chanel’ og ‘Biking’) var formatet den himmelråbende rette løsning på hele ligningen. Frank hverken kunne eller ville ændre sig for os – vi måtte ændre os for ham: Lægge en dæmper på festivaleuforien og fredagsstemningen og tage til takke med kigget ind ad den dør, han lod stå på klem til sit private øvelokale.

Men lige så rigtig, løsningen måtte synes at være, lige så forkert var den alligevel. En dør på klem til øvelokalet er ganske enkelt ikke nok, når det drejer sig om et festivalhovednavn. Man skulle være mere end almindeligt heldig for at få noget Frank for pengene, mens han under høreværnet vandrede usikkert rundt på scenecatwalken bag sit hi-fi-møbel og svagt gik igennem de skammeligt lavdæmpede højtalere.

Ind i mellem spurgte han – nervøst, men charmerende – om alt var okay. Han måtte sågar stoppe op midt under ‘Ivy’ og starte forfra. Frank er perfektionist frem for performer, hvilket også stod ganske klart, da han ellers gjorde et velment forsøg på at starte en fællessang under ‘Good Guy’.

Perfektionismen var dog ikke forgæves. De magiske vokallege, der stemningsfuldt og detaljerigt gennemsyrer ‘Blonde’ og ‘Endless’, lykkedes over al forventning med silkebløde, smooth overgange i registret – særligt på ‘Self Control’, ‘Nights’ og ‘Pink + White’, der med intensiveret energi (hvilket nu nok primært tilskrives numrenes lidt mere udadvendte egenart) løftede det efterhånden søvnige publikum.

Søvnen blev for alvor gnedet ud af øjnene med ‘Channel Orange’-klassikeren ‘Pyramids’, men bedst som publikum genfandt gejsten, sluttede Frank af med en ikke overbevisende ‘Nikes’. En antiklimatisk slutning, som heller ikke lod til at overbevise hovedpersonen selv.

Det var ikke en festivalkoncert, vi var vidner til. Til gengæld var det det eneste rigtige resultat af Frank og hans indadvendte mesterværksmagi: En session, hvor Frank var Frank, og vi måtte tage til takke med den skjulte tilfredsstillelse, der ligger i den halvforbudte voyeurisme. Formatet var i og for sig fantastisk. Det var bare en skam, det overhovedet ikke fungerede.

Læs også: Frank Ocean på NorthSide: Se publikums bedste videoer og billeder fra Instagram

Læs også: Frank Ocean var 35 minutter forsinket på NorthSide – startede flere sange forfra på scenen