Efter masser af mystik er Taylor Swift nu tilbage med sin første solosingle siden ‘1989’-albummet – ‘Look What You Made Me Do’ er ude nu og kan høres forneden med en tilhørende lyric video.
Singlen er skrevet sammen med Jack Antonoff, mens der er krediteret yderligere tre personer i forhold til sangskrivningen: Nemlig de tre medlemmerne af Right Said Fred – dem med ‘I’m Too Sexy’.
‘Look What You Made Me Do’ er første single fra Swifts kommende album ‘Reputation’ (10. nov), og som pladens for nyligt offentliggjorte cover afslørede, er det en mere rå popstjerne, som nu er klar til at relancere sig selv.
Der er langt fra ‘Shake It Off’ og ‘Blank Space’s skæve, sjove univers til den nye single. Både i lyden, som her er blevet mere dance-agtig og mørkere, men også i teksten, som er én lang svada mod en eller flere ukendt fjender. Swift finder sig ikke i noget pis nu her.
»But I got smarter, I got harder in the nick of time / honey, I rose up from the dead, I do it all the time / I’ve got a list of names and yours is in red, underlined«, synger hun – måske inspireret af Arya Stark?
Læs også: Taylor Swifts nye look lover attitude – men virker outdated