Taylor Swifts nye look lover attitude – men virker outdated

Det er slut med at være den pæne pige i klassen. Det er i hvert fald det indtryk, man umiddelbart får, når man ser på coveret til ‘Reputation’ – på godt og ondt.
Albumcoveret til Taylor Swifts ‘Reputation’

Det er længe siden, at Taylor Swift var en pæn country-pige med slangekrøller. Med ‘1989’ og den efterfølgende promovering fik vi for tre år siden billedet af en mere moden og sexet storbykvinde, der var klar til rollen som en af verdens største popstjerner. Men med den rolle følger et hav af op- og nedture, og en internetskare og presse der konstant venter på ens næste fejltrin. Og dem har Taylor lavet sin del af.

Det lader til at være netop den lynchmob og pressen (hint hendes navn 1.000 gange i avisoverskrifterne og -artiklerne), Taylor nu er ude efter, og det reputation, de har givet hende, hun har noget at sige om. Hun har et andet billede af sig selv. Hun er den lyse del af coveret, ikke den mørke som andre prøver at gøre hende til.

Det er de første tanker, der rammer mig efter at have stirret tilbage på hendes intense blik på coveret til det kommende album og opslagene på hendes nyvaskede Instagram-profil.

For hun er blevet kaldt en slange, blandt andet efter Kim Kardashian leakede en telefonsamtale mellem Taylor og Kanye, og da hun (eller hendes pr-folk) tog credit for Calvin Harris’ kæmpehit ’This Is What You Came For’. En man ikke kan stole på. Men i stedet for at lægge sig fladt ned og undskylde, så tager hun ejerskab (ligesom hendes fanbase har gjort det) og vender det til sin styrke. Hendes tre første af de nye posts på Instagram forleden dag var netop en video af en kampklar slange.

Samtidig er muligheden for at kommenterer på de indtil videre seks opslag fjernet. Haters back off!

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et opslag delt af Taylor Swift (@taylorswift) den

Og på albumcoveret kridter hun i den grad banen op og lover nye tider i Swift-land. Væk er den pæne pige med pandehåret, de røde læber og de perfekte designerkjoler. Nu får vi vådt, lidt tilfældigt tilbagestrøget hår, mørke læber (de er måske stadig røde), en choker og så selvfølgelig sweatshirten, der hænger på skulderen og har flere syede huller.

Og så blikket. Billedet er skudt lidt nedefra, så vi for alvor får følelsen af Taylor, der kigger ned på os. Dømmende og stærkere end os (eller dem, the haters) og rygterne.

Jeg kan næsten allerede høre sange, der lidt ligesom Beyoncés ‘Lemonade’ er fulde af attitude og styrke – eller det håber jeg i hvert fald. Og jeg håber, at Taylor formår at løfte en eventuel lussing til mere end et navlepillende vendetta, netop som Beyoncé formåede, da hun brugte utroskabet som katalysator til at sige noget større og vigtigere om samfundet og livet som sort i USA. Men jeg har mine bange anelser.

Taylor Swifts look virker nemlig outdated og meget klichéfuldt. Alt fra den gotiske font og det sort/hvide billede til chokeren og den iturevne trøje er nærmest første indskydelser fra en stylist og art director, der har fået opgaven: Få mig til at se badass og hævngerrig ud. Og første indskydelser skal som bekendt udfordres.

Igen er Beyoncé et godt eksempel. Hendes kamp-look var både overraskende og knaldhårdt. Fra den gule Roberto Cavalli-kjole tilsat baseball-bat til cornrows og pels ud over en stram grå, bomulds-sports-bh. Ved siden af ligner Taylor en lidt for pæn kopi af Charli XCX – for tre-fire år siden.

Men, men det gør det kun endnu mere spændende at høre den første single, som lander i nat – især hvis der følger en video med. Hvor meget vil den af- eller bekræfte min bange anelser?

Læs også: Miley Cyrus’ stilforandring var komplet til Billboard Music Awards

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af