Selv om Miley Cyrus har lagt sit twerkende jeg på hylden, har hun ikke skruet ned for skæve indslag, og hun leverede en farverig optræden med både børn og ældre mennesker på scenen ved MTV Video Music Awards i nat.
Singlen ‘Younger Now‘, som er titelnummeret fra hendes kommende album, udkom i forrige uge, og i sangen reflekterer Miley over sit tidligere jeg, som hun for alvor fik etableret, da hun twerkede op af Robin Thicke ved VMA’s i 2013. Hun vakte ligeledes opsigt med sine vilde kostumer, da hun i 2015 var vært for showet. Den Miley er fortid nu, og da hun optrådte med ‘Younger Now’ var det under lidt roligere forhold, hvor mor og far Cyrus sågar heppede med på sidelinjen.
Miley var meget lig musikvideoen til ‘Younger Now’ iført en pink, skinnende country-dragt og flankeret af børn på motorcykler og ældre mænd og kvinder i farverige kostumer, der illustrerede singlens tematikker. Hun leverede desuden en sikker vokalpræstation og fik for alvor understreget, at hendes ’tilbagevenden’ er berettiget.
Albummet ‘Younger Now’ er ude den 29. september.