Wu-Tang Clan klamrer sig til deres brand, men musikken kan ikke længere stå på egne ben
Et kvart århundrede efter, at de revolutionerende rapmusikken med deres lo-fi-kældermusik, ligner Wu-Tang Clan anno 2017 mest hiphopversionen af The Rolling Stones. Et band af aldrende hall of famers, husket og elsket for musik, der ligger årtier tilbage, og for altid associeret med en ungdomskultur, de for længst er blevet for gamle til selv at være en del af.
Der er titusindvis af mennesker, der stadig gerne vil betale for at høre ’C.R.E.A.M.’, ’Protect Ya Neck’ og resten af det udødeliggjorte bagkatalog på festivaler over hele verden, men det store spørgsmål er, hvilken aktualitet klanen har tilbage, når det kommer til ny musik.
På ‘A Better Tomorrow’ fra 2014 ønskede frontmanden RZA at markere sig med et mere modent og positivt statement. En nobel vision, som han desværre på ingen måde evnede at føre ud i livet – eller bare at overbevise sine klanbrødre om – og i stedet endte det som gruppens svageste værk til dato. Et tamt album uden kant og væsentlighed og uden en åbenlys målgruppe.
’The Saga Continues’ er på papiret en modreaktion til den fiasko. RZA overlader taktstokken til Mathematics, gruppens mangeårige dj, og hans mærkbart mere bagudskuende beats. Det er ikke en åbenbarende tilbagevenden til rødderne, men for første gang bemærker man en snert af nostalgisk glæde. Særligt singlerne ’People Say’ og ’Lesson Learn’d’ vækker med deres brudstykker af længselsfulde soulvokaler og strygere minder om den lyd, der gjorde Wu-Tang til en institution i hiphoppen.
Hvad der imidlertid også hurtigt står klart er, at dette i realiteten ikke er et rigtigt Wu-Tang-album. Pladen krediteres til Wu-Tang frem for Wu-Tang Clan, eller sagt med andre ord: Til brandet fremfor bandet. Flere medlemmer lægger kun stemme til ét eller to numre (U-God er slet ikke med) og virker ikke til at have investeret mere end et par timers energi og tanker i albummet.
Særligt Ghostface Killah og CappaDonna virker efterhånden som om, at de har udtømt de sidste inspirationsreserver, men generelt leverer den lange kø af levende legender forbløffende få mindeværdige vers. Undtagelsen er Method Man, der på blandt andet ’If Time Is Money’ og ’Hood Go Bang!’ stadig får den hæse stemme til at danse på beatet med en musikalitet, så han kunne rappe om at spille rundbold og samle Pokemon-kort, uden det gjorde noget.
Oven på en pr-kampagne, der har tapetseret det ikoniske ’W’ ud over hele projektet, sidder man tilbage med en følelse af en gruppe, der skamløst klamrer sig til deres kolossale brand, mens de ikke længere har inspirationen eller fællesskabet til at lave musik, der kan stå på egne ben. ’The Saga Continues’ er et fint Mathematics-produceret album med gæsteoptrædener fra klanen, men ikke mere end det.
Kort sagt:
Med Mathematics ved roret søger ’The Saga Continues’ tilbage mod den klassiske Wu-Tang-lyd, men albummet har ikke for alvor Klanen selv med ombord. Det fine album med nostalgiske beats spænder derfor lidt ben for sig selv med den optimistiske varebetegnelse, der stiller for høje forhåbninger.