Når Basim siger, at hans mor og far taler gennem hans tekster, mener han det meget bogstaveligt. Det finder jeg ud af, da jeg spørger ham om en passage fra ’Comme Çi Comme Ça’, hans hit med Gilli, der er blevet kommenteret flittigt.
»Den linje er aldrig kommet ud af min mund«, afbryder den 25-årige sanger mig, da jeg spørger ind til den i et studie på Islands Brygge i København. »Jeg kan huske, da jeg skrev det. Jeg følte, at jeg havde mine forældre med mig, og at de talte i mine tekster. Det var som om, jeg kom ind i et andet univers, for de ord er så langt fra det normale sprog i min musik. Jeg har aldrig haft marokkansk eller arabisk med i min sangskrivning før«.
Det omtalte tekststykke går sådan her: »Har spildt tiden på damer, der tog alt fra mig / men i det mindste har de lært mig / forskellen på en habiba og en shaytana«. Det handler om at kende forskellen mellem en pige, hvis følelser er reelle, og en pige, der har onde bagtanker. De er en del af den første sang, Basim skrev, efter hans mor døde i december 2016 og efterlod ham forældreløs.
Sorgen, der fulgte, gjorde, at den unge sanger mistede lysten til at skrive. Indtil Basim fandt ud af, at han kunne hylde sin mor og måske endda genfinde noget af hendes væsen ved at kanalisere hende og faren i sin musik.
»Siden jeg begyndte at skrive tekster som otte- eller niårig har min mor altid spurgt, om jeg ikke kunne få nogle marokkanske ord ind i mine tekster, så hun kunne være stolt, fordi jeg havde min kultur med i min musik«, fortæller Basim. »Men jeg gjorde det aldrig, fordi jeg troede, at musikbranchen ville sætte mig i bås. På ’Comme Çi Comme Ça’ har jeg fået min kultur og mine rødder med mig«.
Resultatet er to sange – ’Comme Çi Comme Ça’ og senest ’Aji Aji’ – der begge i høj grad handler om den tomhed og længsel, der er opstået efter tabet af forældrene. Det gør dem til atypiske kærlighedssange. De handler mere om længslen efter at stifte familie med en pige end om nogen seksuel længsel. »Jeg har brug for at plante mit eget træ«, som Basim poetisk udtrykker det.
Han forklarer også, at hans forældre altid plejede at velsigne ham, hvis han havde gjort noget godt. Det mangler i hans liv nu, og det er i den kontekst, man skal forstå linjer som »din mama, baba vil velsign’ os« – det er en længsel efter familie, omsorg og kærlighed.
Men udover at sangene på et tematisk plan omhandler det følelsesmæssige tomrum efter tabet, udtrykker de det også musikalsk og i tekstformen. For produktionerne nikker mod Basims nordafrikanske rødder, mens teksterne jo, som nævnt, kanaliserer moderens ord og tanker gennem marokkanske vendinger. Det er et radikalt skift i sangerens musik. Og det er også et skift, der virkede ret usandsynligt for bare et år siden.
»Jeg er konceptudvikler«
Ikke at det er gået dårligt de seneste år. Tværtimod. For godt nok havde Basim måske ikke gang i de dybeste projekter til sin solokarriere, men uden den brede offentlighed har været bevidst om det, har han som sangskriver og konceptudvikler fulgt sin deltagelse i X Factor og Melodi Grand Prix op med at orkestrere en række hits for andre artister.
Selv siger han, at han er lidt som en designer, når han laver musik til andre. Han skræddersyr ting til særlige behov. Som for eksempel, da han fik ideen til det ret karikerede popprojekt Bro efter at have hørt Blaks ’Nede Mette’.
»Der var den der ’sjove bølge’, som jeg kalder den. ’Nede Mette’-bølgen. Jeg hørte det og tænkte: ’Hvis de kan, så kan jeg også’«, siger Basim. »Så skrev jeg faktisk sangen ’Bro’, da jeg var i Berlin og havde tømmermænd en dag efter have været på Berghain (legendarisk tysk technoklub, red.). Ugen efter lavede vi sangen, og så ramte den plet. Det var sjovt. Nogle gange er ideerne lige foran dig«.
Når Basim taler om sådanne projekter, kan man mærke, at det han synes det er sjovt at opbygge en historie. Han ser sig selv som konceptudvikler. Og hans karakteristiske kvalitet i dén rolle er nok, at han kombinerer gakkede indfald som Bro-personaen med en tilgang til selve sangskrivningen og produktionen, der er ekstremt professionaliseret.
Basim har nemlig været rundt i udlandet for at indspille og skrive, og han har jo også været i gang i snart ti år. Han designer altså sjove, lidt gimmick-agtige koncepter i professionel indpakning, når han skriver til andre. Og længe gjorde han det samme til sig selv, som på det lidt TopGunn-agtige ’Kostbar’. Eller på Melodi Grand Prix-sangen ’Cliché Love Song’.
»Det er jo også sjovt, når jeg synger ‘scooba-dooba-dap-dap-di-di-die’ på ‘Cliche Love Song’, der er en ekstremt designet sang«, siger Basim, og man kan allerede mærke i udtrykket ‘designet’, at den adskiller sig meget fra tilgangen til 2017-sangene. »Det er en sang, der handler om, at man bliver forelsket i en lesbisk pige. Det forstår folk aldrig – men det er derfor andet vers refererer Katy Perrys ‘I Kissed a Girl«.
Sangen er altså ikke bare en meta-sang om klichéfyldt kærlighed, men også lidt en gimmick-sang om en lesbisk pige. På den måde er universet ikke så forskelligt fra Bro. Bro-universet var en skræddersyet gimmick til ‘Nede Mette’-bølgen, ‘Cliché Love Song’ var en skræddersyet gimmick til Melodi Grand Prix.
Begge projekter viser, at Basim forstår at designe et produkt til et specifikt publikum. Men ingen af dem er særligt personlige eller rørende på et lidt dybere plan. Det er derfor, sangene fra efteråret 2017 er sådan en positiv overraskelse.
Koncept-designeren bliver til kunstner
»Jeg har lavet rigtig meget musik, jeg ikke kan stå inde for. Det har jeg intet problem med at sige«, forklarer sangeren bramfrit, da jeg spørger ind til skiftet i hans musik. Det er først den personlige tragedie, der har kastet ham ud i en situation, hvor han har været nødt til at gentænke hele sit musikalske projekt for overhovedet at have lyst til at lave musik igen.
»Når man pludselig mister så stor en del af sit liv, så prøver man at finde den igen«, forklarer Basim følelsen. »Du har altid en længsel – hvor kan jeg finde det igen? Og hos mig blev mit fix min kultur, den musik jeg har hver dag. Ord som ‘aji’ eller ‘hayati’ er ord, som jeg har hørt hele min barndom og hele mit liv«.
Det er ikke sådan, at Basim totalt frasiger sig sine tidligere sange. Han fortæller tværtimod, at han stadig synes det er sjovt at lege med de forskellige identiteter, han kan skabe som sangskriver. Men det er som om, der nu er et klart skel mellem kunstneren Basim og sangskriveren Basim.
»Jeg har været sindssygt forvirret over, hvad jeg skulle lave af musik, inden jeg ud af det blå skrev ‘Comme Çi Comme Ça’. Det er meget personligt og handler om mine dybeste følelser«, forklarer han. Senere siger han: »Det er vigtigt for mig, at det er ægte«.
Der er ingen tvivl om, at Basims nye musikalske udtryk stammer fra et dybt personligt sted. Men den har sandsynligvis også haft en del nemmere ved at nå ud, fordi musik, der inkorporerer afrobeats, nordafrikansk musik og udtryk fra de forskelligste sprog, lige nu er meget udbredt herhjemme.
Især Gilli, der introducerede afrobeats til Danmark og er landets klart største rapstjerne lige nu, har fuldstændig ændret præmisserne for, hvad pop kan herhjemme. Og netop Gilli gæster også på ‘Comme Çi Comme Ça’.
En moderne kærlighedssang
»Efter at jeg havde skrevet nummeret, hørte Kian (Gilli, red.) sangen gennem fælles venner og gav mig et kald. Han sagde: ‘Basim, jeg skal med på det her nummer – du må ikke udgive det uden mig’«, siger sangeren. »Jeg tænkte: Selvfølgelig skal han med – der er ingen, jeg hellere ville have på sangen«.
Det er ikke svært at se, hvad der forbinder de to. For selv om mange danske artister efterhånden tager et lydunivers på sig, der trækker på de samme elementer som Gillis afrobeat-rap og Basims nye lyd, så er tekstuniverset sjældent så dybtfølt som her. Der er et slægtskab mellem de to.
Gilli har eksempelvis skabt ‘Helwa’, der handler om, at hans mor vil have, at han skal finde en god pige og gifte sig med hende. Det er samme længsel, som Basim beskriver – om end uden tragedien som baghistorie. Gillis vers på ‘Comme Çi Comme Ça’ handler også om ægteskab: »Ka’ se, hvordan hun har det indeni / hun er klar til at giftes«.
Der er en øm kerne i både Gilli og Basims musik, der kommunikeres gennem de forskellige sprogbidder og melodier. Det er det, der adskiller dem fra størstedelen af den afrobeat-musik, der opstår over alt for tiden. Og det er det, der gør sangene så meget stærkere end dem, Basim har ‘designet’ før i tiden. Samtidig er det faktisk en helt ny slags popsang. Pop plejer at handle om forelskelse eller fascination – hos Basim og Gilli er længslen dybere, mere alvorlig. Det er lige før, de synger om at stifte familie. Eller, med Basims ord: Om at plante sit eget træ.
Mod slutningen af interviewet spiller Basim nogle helt nye numre, der ikke er udkommet endnu. En af dem handler helt eksplicit om hans mor, mens en anden inkorporerer den marokkanske stemmeføring med The Weeknd-lignende flows. Førstnævnte er en ret exceptionelt åben sang, og sidstnævnte finder et fællesskab mellem The Weeknd og marokkansk musik, man ikke vidste eksisterede.
»Jeg har så meget, jeg skal sige«, siger Basim, da jeg skal til at gå fra studiet, og han skal tilbage til at skrive ny musik.
Som om han er bange for, at han kommer til at undlade noget vigtigt. Som om han først lige er begyndt at udtrykke, hvad han egentlig mener.
Læs også: Ild, røg og politibiler i videoen til Basim og Gillis ‘Comme Ci Comme Ça’