I slutningen af oktober afslørede Steppeulven hiphopduoen Benal, metalbandet Slægt og dreampoppede Lowly som de første navne på programmet til den årlige prisuddeling. Nu fuldendes programmet med yderligere fire navne.
Udover de tre førnævnte kommer showet til at indeholde livemusik fra popkometen Moody, Kellermensch, lo-fi-rockende ML Buch og Uffe Lorenzen, som man kender fra Spids Nøgenhat og Baby Woodrose.
Steppeulven arrangeres af Foreningen af Danske Musikkritikere, der hvert år hædrer den bedste danske musik fra det forgangne år. 2018-udgaven løber af stablen den 27. januarpå Bremen Teater, og slagets gang ledes af værterne Rune Hedeman og Tilde Bang-Hansen.
Som noget nyt i år har Steppeulven tilføjet kategorien Årets Idé, hvor en særlig idé eller et projekt, der har bidraget særligt til det danske musikliv, bliver hyldet.
Billetsalget til Steppeulven 2018 er i gang, og billetter kan købes via Ticketmaster.